fbpx
Yngste kandidat i Brøndby: Stemmer selv for første gang
DSCF9691.jpg

Astrid Høgsbjerg Rasmussen stiller op for Enhedslisten i Brøndby til kommunalvalget den 16. november. Her er hun den yngste kandidat på stemmesedlen. Foto: Robert Hendel

Astrid Høgsbjerg Rasmussen stiller op for Enhedslisten i Brøndby til kommunalvalget den 16. november. Her er hun den yngste kandidat på stemmesedlen. Foto: Robert Hendel
BRØNDBY. Kommunalvalget bliver specielt for Astrid Høgsbjerg Rasmussen af to grunde. Det er hendes første valg, siden hun fik stemmeret - og så står hun i øvrigt selv på stemmesedlen

Både unge og kvindelige kandidater er underrepræsenterede på stemmesedlen til kommunalvalget i Brøndby den 16. november.

På stemmesedlen er blot tre ud af de 63 kandidater, Brøndby-vælgerne kan sætte deres kryds ud for, under 30 år. En af dem er Astrid Høgsbjerg Rasmussen, der stiller op for Enhedslisten.

Med sine 20 år er hun den yngste af alle kandidaterne i Brøndby, og det er specielt på flere niveauer. For Astrid er det nemlig ikke kun første gang, at hun stiller op som kandidat. Det er også første gang, hun selv skal sætte sit kryds ved et valg.

– Jeg var et par måneder for ung til at stemme til folketingsvalget i 2019, forklarer Astrid Høgsbjerg Rasmussen, der har været politisk aktiv i snart fire år.

Interessen for politik fik hun i folkeskolen, da der blev afholdt skolevalg.

– Det var fedt at møde nogle politikere ude på skolen, så det ikke bare foregår i fjernsynet, forklarer Astrid Høgsbjerg Rasmussen.

Efter skolevalget fik hun brochurer med hjem fra de forskellige ungdomspartier, som hun læste igennem og grublede over i et års tid.

– Jeg talte også med mine forældre om det, og de spurgte, om jeg var sikker på, at det der politik var noget for mig, forklarer den 20-årige ingeniørstuderende, der står opstillet som nummer to på Enhedslistens holdkort.

Naturligt at stille op

Det viste sig, at politik var noget for Astrid Høgsbjerg Rasmussen, og da hun gik i 1. G, havde der lige været kommunalvalg, det var startskuddet på en tilværelse som aktiv i politik.

– Der tænkte jeg ’nu gør jeg det sgu’, og så meldte jeg mig ind i Enhedslisten, forklarer Astrid Høgsbjerg Rasmussen, der efter at have fulgt med i medierne kunne konstatere, at Enhedslisten var det parti, hun delte flest holdninger med.

– Jeg har altid bare tænkt, at jeg var med i partiet, og så jeg kunne lige så godt som alle andre stille op. Så er det først nu, at jeg er blevet opmærksom på, at det måske er lidt specielt, at jeg er ung.

Astrid Høgsbjerg Rasmussen

Via ungdomspartiet fik hun kontakt til andre unge medlemmer fra Vestegnen, og en af dem fra Brøndby hev hende med til et møde hos Enhedslisten i Brøndby.

– De var meget hyggelige. Vi sad ofte og spiste pizza og snakkede om, hvad der rørte sig i kommunen. Det kunne jeg godt lide, og det er så fortsat lige siden, siger Astrid Høgsbjerg Rasmussen.

For hende var det et naturligt skridt at stille op, for de fleste af de medlemmer, der kommer til møderne, stiller op til valget.

– Vi er alle inde over de politiske beslutninger, vi tager internt i partiet. Så derfor stiller vi op alle sammen. Vi er et team, understreger Astrid Høgsbjerg Rasmussen.

Derfor havde hun heller ikke de store betænkeligheder ved at få en høj placering på stemmesedlen.

– Det kræver et stort stykke arbejde at sidde i kommunalbestyrelsen, så vi tog en snak om, hvem der var interesseret og havde tiden og ressourcerne til det. På den måde endte jeg med at stå som nummer to, forklarer den yngste kommunalvalgskandidat i Brøndby.

Klædt godt på

Astrid Høgsbjerg Rasmussen har dog aldrig rigtigt tænkt over, at hun både var ung og kvinde. Det var først, da folk begyndte at kommentere det, at hun bemærkede det.

– Jeg har altid bare tænkt, at jeg var med i partiet, og så jeg kunne lige så godt som alle andre stille op. Så er det først nu, at jeg er blevet opmærksom på, at det måske er lidt specielt, at jeg er ung, siger Astrid Høgsbjerg Rasmussen.

Det ærgrer hende dog, at der ikke er flere, der stiller op, fordi hun selv har haft en rigtig god oplevelse med at være politisk aktiv.

– Der er jo andre på min alder, der har holdninger og følger med i politik, eksempelvis i nyhederne. Så det er da ærgerligt, at der ikke er flere, der deltager mere aktivt end ved at stemme og følge med passivt i nyhederne, lyder det fra den unge kandidat for Enhedslisten i Brøndby.

Bliver hun valgt ind, håber hun at kunne sætte skub i arbejdet med at gøre kommunens natur endnu vildere.

– Brøndby halter bagud, når det kommer til biodiversitet på de grønne områder i kommunen. Det vil jeg arbejde på at sætte mere fokus på med det samme, siger Astrid Høgsbjerg Rasmussen, der føler, at hun er klædt godt på til at arbejde i kommunalbestyrelsen, hvis vælgerne giver hende lov.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top