fbpx
Venstre – Jan Lundquist: Uddannelse og valgfrihed
2020-09-10_at_08-35-09_Fujifilm_X-T4_DSCF7068x.jpg

Jan Lundquist er spidskandidat for Venstre til kommunalvalget i Brøndby den 16. november 2021. Foto: Robert Hendel

Jan Lundquist er spidskandidat for Venstre til kommunalvalget i Brøndby den 16. november 2021. Foto: Robert Hendel
BRØNDBY. Venstre i Brøndby vil styrke folkeskolen, så flere unge får gennemført en uddannelse efter endt skolegang. Derudover ønsker partiet, at de ældre får reel valgfrihed, ligesom erhvervslivet skal styrkes til gavn for kommunen og borgerne

Venstre i Brøndby ønsker, at dannelsen i folkeskolen har som mål at bidrage til et aktivt medborgerskab. Desværre vælger næsten hver femte familie den lokale skole fra, og derfor vil Venstre arbejde på at løfte folkeskolens trivsels- og undervisningsniveau.

– Vi bruger i omegnen af 95.000 kroner om året per elev, og jeg tror, at vi ligger nummer 94 ud af 98 kommuner. Det tror jeg, at vi kan gøre bedre. Og det skal vi også, siger Jan Lundquist, der er partiets spidskandidat ved kommunalvalget den 16. november.

Hele kommunalbestyrelsen er ifølge Jan Lundquist enig i, at det skal undersøges, om kommunen bruger pengene fornuftigt.

– Det er udelukkende for elevernes skyld. Jeg ved ikke, om vi bruger for mange penge, men de skal bruges på den bedst mulige måde, så eleverne får optimale muligheder, når de er færdige med folkeskolen, siger han.

I Brøndby er der stadigvæk mange af de unge, der går ud af folkeskolen uden at have forudsætningerne for at tage en uddannelse. Her ligger Brøndby langt højere end landsgennemsnittet, og den tendens vil Venstre gøre op med.

– Det er grundlaget for at få et godt liv, at man kommer videre fra folkeskolen og får sig en uddannelse, siger Jan Lundquist.

Derfor er han også tilfreds med, at der i det kommunale budget er sat penge af til at få undersøgt, hvad der gør, at så mange unge ikke gennemfører en ungdoms- eller erhvervsuddannelse. I sidste ende handler det om at få de unges drømme til at gå i opfyldelse.

Ældre skal have frit valg

I Brøndby skal det være rart at bo hele livet, og derfor er det vigtigt for Venstre, at de ældre får størst mulig indflydelse på deres eget liv.

– De ældre er gamle nok til selv at beslutte, hvad der er bedst for dem selv, og hvordan de vil leve deres liv, når de kommer op i årene, siger Jan Lundquist.
Står det til Venstre, skal de ældre borgere i Brøndby derfor i højere grad have mulighed for at vælge, hvem der skal levere mad, gøre rent, ordne vasketøj og købe ind. Derfor ønsker partiet at styrke samarbejdet imellem private og offentlige aktører på ældreområdet.

– Når der er valgfrihed mellem, hvilke plejehjem du vil komme på, skal der være et reelt valg. Det er ikke nok, at der er tre kommunale centre. Vi er nødt til også at have et friplejehjem, så der er et reelt alternativ til kommunens tilbud, siger Jan Lundquist.

Han understreger, at et friplejehjem skal være et supplement – og ikke en erstatning for de kommunale tilbud.

– Vi påstår ikke, at et privat plejehjem er bedre end et kommunalt, men vi mener, at borgerne skal have lov til selv at vælge, siger spidskandidaten for Venstre i Brøndby.

Et stærkt erhvervsliv

Hvis Brøndby Kommune skal tilbyde borgerne den bedste velfærd, kræver det et stærkt erhvervsliv.

Venstre ønsker at tiltrække og fastholde flere virksomheder som kan bidrage til at skabe arbejdspladser i Brøndby. Et øget samarbejde kan være med til at få flere ledige Brøndby-borgere i job, eksempelvis ved at det skal være naturligt for erhvervslivet i Brøndby at søge relevante medarbejdere i Brøndby Kommunes jobcenter.

– Vi har forholdsvis mange arbejdsløse lige nu. Kan vi matche dem op imod erhvervslivets behov, hjælper vi både borgeren, erhvervslivet og kommunen, siger Jan Lundquist.

Jan Lundquist

Alder: 51 år
Bopæl: Brøndbyvester
Beskæftigelse: Teamleder

Mærkesager:

  • En stærk lokal folkeskole er grundlaget for en god fremtid
  • Ældre skal have et reelt frit valg
  • Et styrket erhvervsliv er nøglen til bedre velfærd

Hvem stemmer du på til kommunalvalget i Brøndby den 16. november 2021?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top