fbpx
Stemmeprocent skraber bunden i Brøndby
DSCF5966.jpg

Foto: Robert Hendel

Trods en lav valgdeltagelse var stemningen i top på de mange valgsteder i Brøndby. Foto: Robert Hendel
BRØNDBY. Næsten halvdelen af vælgerne udlod at stemme til kommunalvalget i Brøndby. Det ærgrer borgmesteren, der helst så, at så mange som muligt var med til at sammensætte den nye kommunalbestyrelse

Er der flere, der ønsker at afgive deres stemme?

Mens mørket har sænket sig uden for Kulturhuset Brønden, spejder valgstyrerformand Per Jensen efter folk, der måske vil sætte deres kryds, inden valgstedet lukker. Klokken er 20, og det ser ikke ud til, at der er flere, der vil indenfor.

Kort efter forlader de sidste vælgere i kulturhuset i Brøndby Strand, der i alt har haft 5.454 af bydelens 10.719 stemmeberettigede borgere igennem stemmeboksene til årets kommunalvalg. Det svarer til en valgdeltagelse på 50,4, procent. Fire år forinden lå stemmeprocenten på 58,6.

Brøndby Strand er dog ikke det eneste sted i kommunen, at valgdeltagelsen var historisk lav. Sådan var det i hele kommunen, der endte med en stemmeprocent på 54,8. Men selvom vælgerne i stor stil blev væk fra valgurnerne, kunne det ikke ødelægge stemningen på de fem valgsteder i kommunen.

Fulgte anvisningerne

Både kommunaldirektør Peter Kjærsgaard Pedersen og de valgtilforordnede berettede efter valget om højt humør og glade mennesker, der ville deltage i demokratiet.

– Det, jeg oplevede på valgstederne, var et rigtig et godt samarbejde mellem forvaltningens folk og de tilforordnede fra de politiske partier. Det er også det, jeg hører nu, siger Peter Kjærsgaard Pedersen.

Han er ikke alene om oplevelsen af, at stemningen var god på de forskellige valgsteder.

– Jeg synes, at det er den bedste stemning, jeg har oplevet som valgtilforordnet til et kommunalvalg, fortæller Annette Reckendorph, der har været valgtilforordnet på Nørregård ved seks af de seneste syv valg i Brøndby.

Hun roser især folk for at tage myndighedernes opfordring om at sprede valgdeltagelsen over alle 12 åbne timer på Nørregård og holde afstand og god håndhygiejne.

– Der var ufatteligt mange, der havde mundbind på og var gode til at spritte af, siger Annette Reckendorph.

Hun lagde ikke mærke til, at stemmeprocenten var 8,9 procent lavere end for fire år siden.

– Vi havde travlt, men det kan måske skyldes, at vi skulle udlevere kuglepenne, og i den anden ende har de skullet samle dem ind igen, siger Annette Reckendorph om de i alt 350 færre stemmer på Nørregård i 2021 sammenlignet med valget i 2017.

Flere forklaringer

Frem til klokken 15 var stemmeprocenten i Brøndby højere end på samme tidspunkt for fire år siden, men de sidste fem timer faldt stemmeprocenten i forhold til kommunalvalget i 2017.

De mange brevstemmer kan være en af forklaringerne på, at der klokken 12 var registreret 560 flere stemmer på valgstederne i Brøndby. I år blev der nemlig indgivet 674 stemmer på forhånd, og de er talt med i stemmerne fra morgenstunden. Det er 45 procent flere brevstemmer end for fire år siden.

En anden forklaring er, at vælgerne havde lyttet til myndighedernes anvisninger og fordelt sig mere i hele åbningstiden på valgstederne. Næsten 60 procent af stemmerne blev i år afgivet inden klokken 15. Det er væsentligt flere end for fire år siden, hvor lidt under halvdelen af stemmerne blev indleveret inden klokken 15.

– Vi kan tydeligt se, at folk kom mere jævnt fordelt, end de plejer, og jeg har hørt fra valgstederne, at det så tyndede mere ud om aftenen, fortæller Peter Kjærsgaard Pedersen, der er kommunaldirektør i Brøndby.

Skuffet borgmester

Han vurderer dog, at den primære årsag til den lave valgdeltagelse ved årets kommunalvalg skal findes et helt andet sted.

– Jeg havde på forhånd spået, at vi ville få en lille nedgang i stemmeprocenten på grund af den aktuelle situation med høje corona-smittetal, siger Peter Kjærsgaard Pedersen.

Den vurdering deler borgmester Kent Max Magelund (S).

– Vi har stort set hele tiden ligget i toppen, når det kommer til coronasmitte, og jeg tror, at det har haft en stor indflydelse på valgdeltagelsen, siger Brøndbys borgmester.

Alligevel er han både overrasket og en smule skuffet over, at stemmeprocenten var så lav, som den endte med at være, på valgstederne i Brøndby. Borgmesteren så hellere, at så mange borgere som muligt var med til at vælge den nye kommunalbestyrelse.

– Jeg er allermest skuffet over, at næsten halvdelen af kommunens vælgere ikke engagerer sig i, hvem der skal sidde i kommunalbestyrelsen de næste fire år, siger Kent Max Magelund om den historisk lave valgdeltagelse i Brøndby.

1 kommentar om “Stemmeprocent skraber bunden i Brøndby”

  1. Jørgen ponn siger:

    Jeg er næsten sikker på at der er en del af anden kultur der ikke ønsker at stemme til kommune valget. Håber jeg tager fejl de boykotter måske har måske lyttet til en eller anden iman

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top