fbpx
Står det til partierne, skal mændene fortsat bestemme
SkafteRadikale.jpg
Nicolai Ringkjær Skafte (RV), Kandidat til kommunalvalget for Radikale Venstre Glostrup.
DEBAT.  

Kommunalvalget nærmer sig med hastige skridt, og partierne har offentliggjort deres kandidatlister og spidskandidater. Og står det til partierne selv, er det igen i år mændene, der vinder valget. Derfor er det ikke ligegyldigt, hvor du sætter dit kryds.

Ifølge Institut for Menneskerettigheder står det stille med kønsfordelingen i kommunalpolitik, og det har det gjort siden 1989, hvor vi har ligget stabilt på ca. 30 % kvinder i kommunalbestyrelserne på landsplan. Dette selvom flere kvinder end mænd traditionelt set stemmer ved kommunalvalg. Efter kommunalvalget i 2017 kunne blot 14 kvinder tage borgmesterkæden om halsen i landets 98 kommuner. Kigger man på landets tre store borgmesterpartier, ser andelen af kvindelige spidskandidater til kommunalvalget 2021 således ud: Socialdemokratiet 26 % kvinder, Venstre 24%, Konservative 15 %.

Hvordan er situationen så i Glostrup?

Efter kommunalvalget i 2017 fordelte stemmerne sig således, at 36,8 % af kommunalbestyrelsesmedlemmerne var kvinder. Det er bedre end på landsplan, men der er plads til forbedring. I Glostrup har vi aldrig haft en kvindelig borgmester – og det får vi med stor sandsynlighed heller ikke efter valget den 16. november, da det – mig bekendt – kun er mænd, der er sprunget ud som borgmesterkandidater.

Kigger vi på partiernes spidskandidater, er der også en klar ubalance. Liberal Alliance stiller med Marlene Frandsen som spidskandidat, Enhedslisten med Kirstina Tranberg og Radikale Venstre med Emilie Sloth. De øvrige otte partier og lister stiller med mandlige spidskandidater.

I Glostrup Radikale Venstre mener vi ikke, at det ene køn er vigtigere end det andet, men vi tror på, at der træffes bedre beslutninger, når vi har en god repræsentation af begge køn og god diversitet i kommunalbestyrelsen. Vi har ikke som selvstændigt mål, at 50% skal være kvinder, men vi mener, at vælgerne skal træffe deres valg ud fra et oplyst grundlag – og de skal have et reelt valg.

Derfor er vi også glade for, at vi i Glostrup Radikale Venstre kan stille med en bred liste med 4 kvinder og 5 mænd, der aldersmæssigt spænder fra 20’erne til 70’erne og som geografisk bor i hele kommunen – fra Ejby til Søndervang og Hvissinge til Vestervang. Din stemme afgør, hvem der kommer ind.

Skal vi bryde med over 30 års stilstand i kommunalpolitik, er der behov for, at du som vælger tager aktivt stilling og måske ikke blot sætter kryds ud fra den liste, du plejer. Læs om de forskellige partiers kandidater i Folkebladets valgavis og på partiernes hjemmesider – og stem personligt! Kun på den måde, kan vi skabe forandring.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top