fbpx
Piet Papageorge: Ærgerlig over at mangle alliancer
DSC07095.jpg

Piet Papageorge er spidskandidat for Venstre. Foto: Jesper Ernst Henriksen

Det lykkedes ikke for Piet Papageroge at holde borgmesterposten på Venstres hænder. Foto: Jesper Ernst Henriksen
GLOSTRUP. Piet Papageorge (V) har egentlig meget at glæde sig over. Han fik et flot personligt valg med det højeste personlige stemmetal nogensinde for en Venstre-kandidat, og selvom Venstre gik tilbage, var der stadig masser af borgerlige stemmer i Glostrup. Men han missede det vigtigste - borgmesterposten

1.655 borgere i Glostrup stemte personligt på Piet Papageorge. Det er det højeste personlige stemmetal for en Venstre-kandidat nogensinde i Glostrup – og kun ni færre personlige stemmer end Kasper Damsgaard (S), der endte med at få borgmesterposten.

Men det flotte personlige valg var ikke nok til at gøre Piet Papageorge til borgmester, som var det helt store mål.

– Det er super ærgerligt. Jeg er skuffet. Valgresultatet viser, at borgerne vil have et rødt flertal. Jeg hæfter mig dog også ved, at borgerne har stor tillid til mig. Selvom det er et lille plaster på et åbent benbrud, er over 1600 personlige stemmer vanvittigt flot. Det er jeg utroligt stolt af. Det skyldes en fantastisk kampagne, som hele kandidatfeltet har bygget op omkring mig, siger han.

Borgerligt flertal

Han har helt ret i, at der ender med at være et rødt flertal i kommunalbestyrelsen. Men det skyldes delvist valgmatematikken. Lægger man Socialdemokratiets, SF’s og Enhedslistens stemmer sammen, ender man på 5.369. Tæller man overfor det Venstre, Glostrup Borgerliste, Bylisten, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Nye Borgerlige sammen, giver det 5.558, altså 189 stemmer mere.

– Jeg kan ikke bruge det til noget lige nu. Jeg ved heller ikke, om man kan tillade sig at sige, at de konservative er borgerlige længere. Både ved budgettet og konstitueringen har de fravalgt os. Radikale er jo egentlig også et socialliberalt parti, som vi nok godt kunne have samarbejdet med, siger Piet Papageorge og fortsætter:

– Der er flere borgerlige stemmer i Glostrup end socialistiske. Det, vi taber på, er reelt de manglende valgforbund, at vi har tre valgforbund ovre ved os, mens de kun har to på den anden fløj. Det viser også, at resultatet ikke er så entydigt, som det fremstår. Valget har været tæt, og borgerne har givet udtryk for, at de godt kan se mig sidde i spidsen for kommunen, siger borgmesterkandidaten.

Opposition

Nu er valgkampen overstået, og så forventer Piet Papageorge, at der blandt politikerne kommer mere fokus på at lave politik.

– Jeg ønsker selvfølgelig Kasper tillykke. Jeg håber, at han vokser hurtigt i den opgave, han nu har fået. Det fortjener Glostrups borgere. Så håber jeg, at han er klar til at lytte mere, end han har gjort det sidste halve år, hvor der har været valgkamp. Han har en kæmpe opgave foran sig på skolen, på økonomien og på kommunens bygninger, hvor der er sat penge af til at renovere nogle af dem. Jeg ved endnu ikke helt, hvad han vil, jeg mangler stadig at se konstitueringen, så det er lidt svært for mig at sige mere om hans projekt, siger Piet Papageorge.

Da Folkebladet talte med Piet Papageorge et par dage efter valget, havde han endnu ikke været i dialog med den kommende borgmester.

– Jeg forestiller mig, at Kasper på et tidspunkt rækker ud til mig, men jeg har ikke hørt noget fra ham, siger han.

Han forventer, at Venstre i de kommende år skal agere kritisk opposition.

– Umiddelbart skal vi være i opposition. Vi skal sikre, at hele økonomien ikke bliver formøblet over de næste fire år. Vi skal sikre, at biblioteket bliver i bymidten, eller som minimum at borgerne bliver spurgt, inden det bliver flyttet. Vi skal sikre os bedre badefaciliteter ved træningslokalerne i fritidscenteret, og alle de andre ting, der blev lovet i valgkampen, siger Venstres gruppeformand.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top