fbpx
Koncert med gamle kendinge
IMG_1169.jpg

Karsten Vogel er stadig i front for Burnin Red Ivanhoe. Foto: Holger Pedersen

Karsten Vogel er stadig i front for Burnin Red Ivanhoe. Foto: Holger Pedersen
GLOSTRUP. Fredag aften var der koncert med det legendariske jazz/rock-band Burnin Red Ivanhoe i Glostrup Kulturhus

I 1967 blev Ronald Reagan bliver guvernør i Californien. Seksdageskrigen omkring Israel rasede, og kronprinsesse Margrethe får sin Henrik. København fejrer 800-års jubilæum, og Krag indfører momsen.

Indenfor musikken udgav The Beatles albummet ”Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band”, Steppeulvene udgav albummet ”Hip” og The Doors udgav albummet ”The Doors”. Og – ikke at forglemme – Burnin Red Ivanhoe dannedes.

– Gammel syre forgår ikke så let, skriver Karsten Vogel på sin hjemmeside. Han er stadig i spidsen for det navnkundige jazz/rockband, han grundlagde helt tilbage i 1967: Burnin Red Ivanhoe.

Karsten Vogel spiller saxofon og orgel, og ved sin side har han Kim Menzer, der har været med næsten lige så længe. Han spiller fløjte og adskillige andre instrumenter, foruden at han lægger stemme til.

Bandet har været opløst og er genopstået flere gange. Mange af landets betydeligste musikere har været med i bandet gennem de godt 54 år, og den fremragende baggrund leveres nu af Rasmus Hedebo (vokal og guitar), Lone Selmer (vokal og keyboards), Assi Roar (bas) og Frands Rifbjerg (trommer).

Tilsammen beherskedes et utal af instrumenter, inklusiv en kuffert, der gjorde udmærket fyldest som tromme. Gæsterne i Glostrup Bio blev også underholdt med historier fra turnéer og filmoptagelser.

– Bandet leverede denne kolde novemberaften i Glostrup Bio det bedste inden for jazz, rock og pop – og alt det ind imellem. Det hele serveret i en vuggende, gennemmusikalsk stil. Still going strong – er en underdrivelse, siger Holger Pedersen fra Glostrup Bio.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top