fbpx
Frisk debat om byudvikling og skole
DSCF7419.jpg

Der var godt gang i debatten mandag aften. Foto: Robert Hendel

Der var godt gang i debatten mandag aften. Foto: Robert Hendel
GLOSTRUP. Mandag aften havde Folkebladet inviteret til debat i Glostrup Bio, der handlede om alt fra hvor biblioteket skal ligge til hvor mange elever, der skal være i nye 0. klasser

Mandag aften havde Folkebladet traditionen tro arrangeret valgdebat i Glostrup Bio.

Til stede var Piet Papageorge (V), Kasper Damsgaard (S), Henrik Lund (SF), Kirstina Tranberg (EL), Peder Kähler (DF), Lars Thomsen (Bylisten), Emilie Sloth (RV), Marlene Frandsen (LA) samt Dan Kornbek Christiansen (K).

Flemming Ørhem (Glostrup Borgerliste) havde meldt afbud på grund af corona-sitautionen, mens Tonny Madsen (NB) havde meldt afbud på grund af sygdom.

Byudvikling

Første runde handlede om byudvikling. En borger ville for eksempel gerne vide, hvad politikerne ville gøre for at skabe mere liv i Glostrup. Det svarede Dan Kornbek Christiansen blandt andet på.

– Når man går rundt i Glostrup Shoppingcenter, G2 eller andre steder i Glostrup, så er der virkelig meget, man kan gøre bedre. Derfor har vi i budgettet fundet penge til en erhvervsambassadør, der kan hæve det lokale erhvervsliv, sagde han.

Det var der rimelig bred opbakning til.

En anden borger ville gerne vide, hvad ambitionerne var for almene boliger. Her var politikerne mere uenige.

– Jeg har den holdning, vi skal have flere almene boliger i Ejby og i Bymidten. Hvissinge er dækket ret godt ind med almene boliger, sagde Henrik Lund.

Lars Thomsen fra Bylisten mente, at det kun skulle være ungdomsboliger og boliger til seniorer, der har boet mange år i Glostrup. Marlene Frandsen (LA) mente, at der allerede er nok almene boliger i Glostrup.

– Vi har cirka 40 procent almene boliger, landsgennemsnittet er 25, sagde hun.

Piet Papageorge vil gerne være med til nogle særlige almene boliger.

– Jeg kan konstatere, at alle de røde partier heller ikke vil bygge flere almene boliger – der er i hvert fald ikke sat penge af til det på deres budget. Såfremt der kommer flere almene boliger, så mener vi i Venstre, at det skal være ungdomsboliger eller ældreboliger, sagde han.

Udbygning i Ejby

En anden borger ville gerne høre om planerne for udbygning i Ejby. Her var der også en lidt uenighed.

– Der skal bestemt ikke bygges mere end to etager i Ejby, måske max tre etager ud mod Ringvejen, der kan virke som en støjvold, sagde Peder Kähler.

– Jeg mener ikke vi skal bygge i Ejby lige foreløbigt. Vores skole og daginstitution er fyldt til bristepunktet. Før vi har styr på de ting, så skal vi ikke udvikle, sagde Kasper Damsgaard.

Borgmesterkandidaterne fra de to største partier, Venstres Piet Papageorge og Socialdemokratiets Kasper Damsgaard, krydsede flere gange klinger. Foto: Robert Hendel

Biblioteket

I budgettet for 2023 er der sat penge af til at flytte Glostrup Bibliotek til Glostrup Fritidscenter. Det har skabt meget debat.

Lars Thomsen, der ikke er med i budgettet, er ikke fan af at flytte biblioteket.

– Vi har det bedst fungerende bibliotek på Vestegnen, det risikerer det ikke at blive i fremtiden, hvis vi flytter det til Fritidscenteret, sagde han.

For Det Radikale Venstre er det ikke vigtigt, hvor biblioteket ligger.

– Personligt betyder det ikke noget for mig, om biblioteket ligger det ene eller det andet sted. Det betyder noget, at borgerne bliver hørt, og at biblioteket bliver tænkt ind i en samlet helhedsplan for bymidten, sagde Emilie Sloth.

Det er blandt andet Socialdemokratiet, der mener, man skal flytte biblioteket til de ledige lokaler i fritidscenteret.

– Vi synes, det er en god idé at rykke biblioteket til Fritidscenteret. Vi får et større bibliotek, vi får et legeland og en kantine og der bliver anlagt en park ude foran. Det synes jeg bliver et bedre bibliotek, end vi har i dag, sagde Kasper Damsgaard og angreb Venstres plan om et bibliotek tættere på stationen.

– Det koster 60 millioner kroner at bygge et bibliotek et andet sted, som vi skal sætte ind på en konto, hvisvi lejer os ind. Og så skal vi betale en høj kvadratmeterpris, hvis det er i Glostrup Shoppingcenter, så får vores penge hurtigt ben at gå på, sagde han.

Piet Papageorge forsvarede forslaget.

– Jeg synes, det er langt til svømmehallen for at komme på biblioteket. For mig har en tom bygning også en værdi. Man kan sælge den eller leje den ud. Et bibliotek skal være i kommunen i op til 50 år. Lad os nu få lavet en ordentlig løsning, sagde han.

Skolen

Næste emne var Glostrup Skole. Her var der blandt andet uenighed om, hvorvidt Glostrup Skole igen skal splittes op i fire eller fem selvstændige skoler.
– Glostrup Skole kræver lidt ro lige nu, derfor har vi valgt at beholde den struktur vi har nu. Lige nu er tilfredsheden for eksempel stigende på Vestervangskolen. Derfor har vi sat penge af til at gøre de andre afdelinger af Glostrup Skole til profilskoler. Det er en beslutning, der er lagt ud til den enkelte skole, sagde Kasper Damsgaard.

Kirstina Tranberg talte også om at give skolen ro.

– Glostrup Skole har haft svære 12 år. Jeg tror, det er på tide, at de får arbejdsro, og at dem der har forstand på skole, de får lov at lave skole, og vi politikere trækker kløerne tilbage. Vi har prioriteret at sætte lærerlønningerne op, og vi laver en stor udbygning på Skovvangskolen, sagde hun.

Venstre har i deres valgpram foreslået et såkaldt paragraf 17 stk. 4 udvalg, der skal udvikle en langsigtet skolepolitik.

– Skolen har været en politisk kampplads de seneste 12 år. Jeg tror vi politikere har lavet nogle fejl – vi har i hvert fald lavet mange politiske aftaler, hvor vi har glemt at spørge dem, der er derude. Venstre foreslår et udvalg, hvor man laver et forpligtende samarbejde mellem forældre, medarbejdere, ledere og elever, der har flertal, mens politikerne har mindretal. Så skal de sammen finde fælles fodslag og forpligte hinanden til bakke hinanden op, sagde Piet Papageorge.

Den tidligere formand for skolebestyrelsen, Emilie Sloth, talte også for at bevare en samlet Glostrup Skole.

– Det kræver koordinering på tværs af afdelingerne, at løfte opgave med at få specialområdet integreret i skolen. Så lige nu skal vi ikke til at tænke i baner af fem skoler. Det er dog vigtigt at få delegeret så mange beføjelser som muligt til skolebestyrelsen. Der er helt enorm detailstyring af skolen. Det giver ikke nærdemokrati, sagde hun.

Bylisten går til valg på fem selvstændige skoler.

– Da jeg gik i skole, havde man respekt for skoleinspektøren. Derfor skal vi have magten tilbage til hver enkelt skole. Du kan ikke sidde på rådhuset og styre de fem skoler, for de er ikke ens. Hvis man synes, Glostrup Skole fungerer godt, så skal man ikke stemme på Bylisten, for vi er ikke imponerede, sagde Lars Thomsen.

Dan Kornbek Christiansen talte også for en samlet skole.

– Vi kan sagtens se, at man kan have en overbygning, så længe man arbejder med fem stærke profiler, sagde han.

22 elever

Ved seneste valg gik Venstre til valg på, at der højest skal være 22 elever i nye 0. klasser. Det var der dengang bred opbakning til, men ved denne debat, var det kun Venstre, der ville holde fast i et fast loft på 22 elever.

– Der skal maks være 22 elever i alle nye klasser, det mener vi giver mere tid til den enkelte elev. Hvis vi sætter det til 20 til 24 elever, så vil det i praksis være det samme som et loft på 24 elever på de populære afdelinger, sagde Piet Papageorge.

For eksempel Emilie Sloth talte for at flytte beslutningen om klasseloftet ud på den enkelte afdeling.

– Det er vigtigt at huske, at undervisningen på specialområdet er lagt ud til Glostrup Skole. Det er vigtigt at tage hensyn til sammensætningen af elever i hver klasse, når man fastsætter elevtallet. Om det så lige er 22, det er ikke for mig så vigtigt, sagde hun.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top