fbpx
En ægte Brøndby-dreng: 15-årige Noah drømmer om at spille foran Sydsiden
2021-08-27_at_15-22-28_Nikon_NIKON-D850_DSC_7850x.jpg

Foto: Robert Hendel

Noah Sømmergaard underskrev i slutningen af august sin allerførste kontrakt med Brøndby IF. Han håber, at han gør det så godt, at den bliver forlænget om halvandet år. Foto: Robert Hendel
SPORT. Der løber gult og blåt blod i årerne på 15-årige Noah Sømmergaard fra Brøndby. Sidst på sommeren underskrev han en kontrakt med hjerteklubben fra Vestegnen, og dermed er drømmen om at få debut i målet for Brøndby IF på Brøndby Stadion kommet et skridt nærmere virkeligheden

Hver dag løber unge danske drenge rundt på græsplæner i hele landet og drømmer om en karriere som professionel fodboldspiller. En stor del af dem træner hårdt for at dygtiggøre sig, så de forhåbentlig kan blive skudt af for en millionsum til udenlandske ligaer som den engelske Premier League og spanske La Liga.

For 15-årige Noah Sømmergaard fra Brøndbyvester kom drømmen om det professionelle fodboldliv et skridt nærmere i slutningen af august. Her underskrev Noah Sømmergaard en kontrakt med Brøndby IF, hvor han har spillet, siden han var tre år.

– Jeg gik og sparkede til en bold i haven, så det var vist ret naturligt, at mine forældre tænkte, at jeg skulle begynde til fodbold, fortæller det 15-årige fodboldtalent, der vogter målet på klubbens U17-hold.

Jeg kommer fra en rigtig Brøndby-
familie. Både min mor og far har været aktive i klubben i mange år, så jeg er en naturlig del af fællesskabet, der kendetegner klubben.

Noah Sømmergaard

Fodbold og i særdeleshed Brøndby IF fylder meget i familien Sømmergaards liv. Det var også gennem fodboldklubben, at hans forældre lærte hinanden at kende. Derfor var det også naturligt, at Noah Sømmergaard blev meldt ind i klubben med den blå og gule kampdagsuniform.

– Da jeg begyndte herude som tre-årig, spillede jeg med årgangen over mig, for der var ikke nogen hold på min egen årgang. Jeg var for lille, siger Noah Sømmergaard.

Et års tid senere var der et Brøndby-hold på hans egen årgang, men tanken om at blive professionel fodboldspiller havde endnu ikke strejfet det unge målmands­talent.

– Vi havde det bare sjovt. Vi spillede bold og tænkte ikke så meget over det dengang, fortæller han.

Måtte vælge

Det varede dog ikke længe, før Noah Sømmergaard kunne mærke, det hele blev mere seriøst. Da han blev rykket op på U10, oplevede han, hvordan feltet blev indsnævret, mens talentfulde spillere kom til udefra. Samtidig blev den nu 15-årige dreng stillet over for et vigtigt valg, der skulle forme hans fremtid i Brøndby.

– På U10 skulle jeg vælge, om jeg ville være markspiller eller målmand. Der kunne jeg godt mærke, at jeg var lidt bedre til at være målmand end markspiller, så jeg valgte at blive målmand, fortæller Noah Sømmergaard.

Det er jo noget, jeg både har håbet på og drømt om, men jeg tror ikke, at jeg forventede noget på det tidspunkt. Jeg fokuserede mest på at gøre det så godt som muligt og se, hvor langt det ville bringe mig.

Noah Sømmergaard

Både hans far og onkel er tidligere målmænd, og Noah Sømmergard udelukker ikke, at det kan have haft indflydelse på valget af position.

– Det vat det, jeg følte, at jeg kunne komme længst med. Dengang var det nemt at få spilletid som målmand, siger Noah Sømmergaard.

Han var den eneste bejler til posten på U10-holdet. Sådan er det ikke længere for det 15-årige Brøndby-talent, der ikke altid har haft fysikken med sig.

– Da jeg som 12-årig skulle ind på et 11-mandsmål, var der måske lidt meget plads om en. Der lærte jeg, at mine kompetencer ligger et andet sted, fortæller han.

Blandt andet har Noah Sømmergaard tilegnet sig en god teknik, fordi han tidligere har spillet i marken. Det kommer til at veje op for den manglende højde.

– Måske var der nogle mål på U13, hvor jeg tænkte, at havde jeg været 10 centimeter højere, havde jeg måske reddet den, men i dag er det ikke noget, jeg tænker så meget over, siger Noah Sømmergaard, der voksede en del, mens han spillede på U14-holdet.

Noah Sømmergaard vogter blandt andet målet på Brøndby IF’s U17-hold. Foto: Robert Hendel

Vinder på teknikken

I dag har den unge målmand ikke noget væsentligt efterslæb, når det kommer til højden. Derfor tror han også på, at han kan nå langt med sit talent, blandt andet fordi han er ambitiøs. Han forsøger hele tiden at blive bedre, hvor det er muligt.

– Jeg havde fået at vide til en samtale, at jeg manglede timing i feltet, og jeg ikke fyldte nok. Så jeg gik hos en privat målmandstræner, hvor jeg fik styr på min timing og teknik, og på U15 begyndte min træner at lægge mindre vægt på højden og lægge mere mærke til mine andre kvaliteter, siger Noah Sømmergaard.

Måske var der nogle mål på U13, hvor jeg tænkte, at havde jeg været 10 centimeter højere, havde jeg måske reddet den, men i dag er det ikke noget, jeg tænker så meget over.

Noah Sømmergaard

Han føler ikke længere, at hans højde begrænser ham.

– Det er den type målmand, jeg er, og så må jeg bruge mine kompetencer derefter. Teknikken har måske gjort, at jeg skiller mig ud. Det er jeg sikker på, at jeg også har vundet lidt på, siger Noah Sømmergaard.

Med tiden er han dog begyndt at spille færre kampe, men det er en positiv ting for den unge målmand. Han ser konkurrencen i buret som et tegn på, at han skal præstere sit bedste hver gang, hvis han en dag skal gå hele vejen.

– Det er jo noget, jeg både har håbet på og drømt om, men jeg tror ikke, at jeg forventede noget på det tidspunkt. Jeg fokuserede mest på at gøre det så godt som muligt og se, hvor langt det ville bringe mig, siger den unge Brøndby-dreng.

Det drømmer han om endnu, men modsat mange andre er det ikke de store udenlandske stadioner, der tiltrækker det 15-årige målmandstalent fra Brøndbyvester.

Vil spille i Brøndby

For Noah Sømmergaard vil det største være at træde ind som førstemålmand på Brøndby Stadion og mærke brølet fra den berømte endetribune Sydsiden.

– Jeg kommer fra en rigtig Brøndby-familie. Både min mor og far har været aktive i klubben i mange år, så jeg er en naturlig del af fællesskabet, der kendetegner klubben. Jeg kommer også på stadion og står på Sydsiden og er med på udebane, når min egen træning og kampene tillader det, siger Noah Sømmergaard.

Jeg gik og sparkede til en bold i haven, så det var vist ret naturligt, at mine forældre tænkte, at jeg skulle begynde til fodbold.

Noah Sømmergaard

Et skridt på vejen er den kontrakt, han underskrev i Michael Laudrup Lounge på Brøndby Stadion i sommer – blot tre dage efter sin 15 års fødselsdag. Den løber frem til 31. december 2022, og for Noah er det noget, der for blot et par år siden virkede enormt fjernt.

– Det giver ekstra selvtillid, at klubben tror på mig, siger Noah Sømmergaard, der er bevidst om, at han stadigvæk skal arbejde stenhårdt for at nå sit mål om at spille på førsteholdet i Brøndby, når han bliver seniorspiller.

Derfor håber han også, at det langt fra er den sidste kontrakt med klubben, som han så inderligt brænder for at komme til at repræsentere, når han bliver voksen.

– Det vil være noget af det største at få lov til at spille Superliga-kampe på Brøndby Stadion og få råbt sit navn op af fansene, siger Noah Sømmergaard.

Noah Sømmergaard kommer fra en rigtig Brøndby-familie. Foto: Robert Hendel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top