fbpx
Borgmesterskifte?
Debat_web.png
DEBAT.  

Det er naturligvis helt legitimt, at et parti ønsker at opstille en borgmesterkandidat. Og derfor går mine spørgsmål ikke på, at Søren Wiborg fra Socialdemokratiet i Vallensbæk, ønsker at være borgmester. Nej jeg er faktisk mere bekymret over de, man regner med at skulle bygge et flertal på. For det er i sandhed en ”spændende” sammensætning og meget bredt holdningsmæssigt. Og det synes jeg egentlig, Socialdemokratiet skylder vælgerne et svar på.

Personligt synes jeg, at der har været et fornuftigt og ordentligt samarbejde de nuværende 15 medlemmer af kommunalbestyrelsen imellem. Men lad mig da nævne nogle af de ting, der oprigtigt bekymrer mig med et andet flertal. Jeg tillader mig at undtage Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige, idet jeg forstår DF vil have en blå borgmester og NB formentlig også vil pege den retning om man skal tro partiets leder på Christiansborg.

Det efterlader en ”spændende” koalition af Enhedslisten, SF, Radikale og Vallensbæk Listen, der skal pege på Søren Wiborg. Det gør de nok – men så kommer vi til prisen.

På Enhedslisten lyder det som om, at udviklingen af kommunen, som Socialdemokratiet og Konservative jo begge har bakket op om, skal sættes i stå – bortset fra flere almene boliger, hvor der i hvert fald ikke er peget på en grund til boligerne. Vi er ikke modstandere af almene boliger og har da også bygget flere, men der skal jo være et sted og penge til det. Det kommer jo ikke gratis.

Både Radikale og SF synes ikke vi skal have mere ”prestige-byggeri” i kommunen. Og de peger så på badeanstalten og den ny svømmehal. Nu er faktum jo, at bade anstalten er færdig og svømmehallen under opførsel – så det er jo lidt gratis. Men værre er vel tilgangen – ”vi kan jo bruge Ishøjs svømmehal i stedet”. Hvilken solidarisk tilgang – vi undlader at bygge en svømmehal og bruger så bare Ishøjs. Det lader vi stå et øjeblik. Og endvidere, hvad med vores ældre medborgere – ja de må jo så undvære om de ikke kan transportere sig til Ishøj, eller en anden svømmehal og endelig, skulle vi som vandkommune ikke undervise børnene i svømning? Og så kan man jo tilføje, at i hvert fald SF synes at blande anlæg sammen med drift.

Endelig er der VallensbækListen. En ting er at være modstander af udvikling – det er der jo flere andre, der er. Men at høre at udligning ikke rigtig eksisterer, som det blev sagt på vælgermødet er meget bemærkelsesværdigt. Jeg ved så ikke, hvad det var Folketinget besluttede – de kaldte det da en udligningsreform? Uagtet hvad man kalder det, er der nu 29,3 mio. mindre i kassen, år efter år efter år. Og VallensbækListen vil fortsat ikke fortælle, hvad alternativet til udvikling er og om det er ældre, børn eller andet, der skal spares på. Ja ansvar handler jo om valg – og forhåbentlig får Listen ikke ansvar.

Konservative og Socialdemokratiet har jo været enige om rigtig mange ting de seneste fire år – men en støtte til en S-borgmester kommer formentlig ikke helt uden krav til politikken. Vallensbæk Kommune risikerer at blive et eksperiment, fordi man bliver presset til en helt anden politik. Det synes jeg vil være synd for Vallensbæk.

Svar: Politikskifte er vigtigere end personspørgsmål

Af Søren Wiborg (S), Borgmesterkandidat for Socialdemokratiet Vallensbæk

Kære Jan – tusinde tak for din interesse for Socialdemokratiet. Tak for din som sædvanlige sobre tilgang til kommunens fremtid og i dette indlæg særligt, hvordan Socialdemokratiet ser samarbejdsmulighederne efter valget.

Socialdemokratiets prioritering er:

1: Ingen byggerier i de grønne områder. Vi håber, et flertal efter den 16. november 2021 vil være med til at fjerne byggeretten på det store grønne område mellem Vallensbækvej og Holbækmotorvejen. Det har den konservative gruppe ikke ønsket, så det er desværre muligt at bygge erhverv på grunden.

2: Flere billige almene boliger. Borgere i livskrise f.eks. dødsfald, skilsmisse, arbejdsløshed skal have mulighed for at blive boende i kommunen. Vi ser også gerne, at der kommer flere billige familie-, ældre- og ikke mindst ungdomsboliger. Derfor er 25 % almene boliger i et NYT lejlighedskompleks et balanceret forslag.

3: Distriktsmodellen skal lukkes. Skolelederen skal atter være den styrende person på vores folkeskoler. Der er desværre en del sager, hvor lærerne og afdelingslederne ser ud til at mangle beslutningskompetence grundet uklar ledelsesstruktur, hvilket bl.a. har afstedkommet en del uløste mobbesager.

Det er korrekt, at Socialdemokratiet ved dette valg opstiller en borgmesterkandidat. Der er et klart signal til vælgerne om, at vi er parat til at overtage førertrøjen, men gennemførsel af nævnte tre sager ligger betydeligt højere på skalaen end personspørgsmål.

Man kunne godt opfatte dit indlæg som endnu et protestparti. Du remser blot op, hvad øvrige partier vil, men undlader behændigt at nævne, hvad de konservativ går til valg på. Interessant – alligevel ønskes du et godt valg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top