fbpx
Aldi er rykket over på den anden side
2021-11-12_at_14-58-32_Fujifilm_X-T4_DSCF4840x.jpg

BRØNDBY, DANMARK - 12/11/2021: Aldi har åbnet en ny forretning på Nygårds Plads i Brøndbyøster @ Nygårds Plads, Brøndbyøster den 12/11/2021 i Brøndby, Denmark. (Foto af Robert Hendel)

Butikschef Nabil Nabiullah viser stolt sin nye butik frem. Foto: Robert Hendel
BRØNDBY. Dagligvarekæden Aldi er i gang med at bygge nye butikker i hele landet under overskriften ’Det nye Aldi’. I fredags slog en ny af kædens butikker dørene op Nygårds Plads i Brøndbyøster, hvor den afløser den gamle butik på Turpinsvinget

På et halv år er de gamle, nedbrændte erhvervslokaler på Nygårds Plads 1A-1H ved Brøndbyøster Station blevet erstattet af en splinterny og moderne dagligvarebutik.

Det er dagligvarekæden Aldi, som er rykket ind i de lyse lokaler, som erstatter den tidligere forretning på Turpinssvinget på den anden side af Brøndbyøstervej. Fredag slog den nye Aldi-butik dørene op til det, bestyreren kalder en festdag.

– Det har været en rigtig dejlig og spændende dag med mange både nye og eksisterende kunder, fortæller Nabil Nabiullah, der er butikschef i forretningen på Nygårds Plads.

Den gamle Aldi-butik på Turpinsvinget lå i lokaler, der engang var en slagterbutik. De nye lokaler er skabt til supermarkedsdrift.

– Vi er kommet over i nogle større og mere moderne lokaler, hvor kunderne kan bevæge sig mere frit. Samtidig har vi mulighed for at præsentere varerne langt bedre for kunderne, siger Nabil Nabiullah.

Han glæder sig over, at han og hans hold er kommet over i de nye lokaler, for det er noget, der har været på tegnebrættet længe.

– Jeg har haft den gamle butik i snart syv år, og der har været meget snak om at flytte til nye lokaler, men det blev først rigtigt konkret for nylig. Så det var også en overraskelse for mig, da jeg hørte, at nu skete der noget, men til gengæld var det en god overraskelse, fortæller Nabil Nabiullah.

Den nye butik har også fået solceller på taget, som leverer grøn strøm til butikken. På solrige dage kan solcelleanlægget producere mere strøm, end butikken selv forbruger, men den overskydende strøm går ikke til spilde. Solcelleanlægget leverer nemlig også strøm til to elbil-ladere på parkeringspladsen, som kunderne kan bruge, mens de handler.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top