fbpx
Ved du, hvor meget mad danskerne smider ud om året?
Debat_web.png
Debat  

Det kan ikke være rigtigt, at vi smider så meget mad ud, når der er familier som mangler. Før i tiden, talte man ikke højt, når man havde brug for hjælp i slutningen af måneden, det blev som regel klaret internt i familien eller blandt venner. I dag kan man dagligt læse om de meget kedelige og svære situationer mange familier bliver sat i, hvor de enten må låne eller sælge ud, for at klare sig frem til næste udbetalingsdag. En kedelig spiral at ende i og som er svær at komme ud af igen. Og hvad kan man så gøre for at hjælpe?

Vi, min mand og jeg, oprettede sammen med 6 frivillige ”Maddeling Brøndby” i maj 2019. Vi havde den første uddeling d. 1. august 2019 med 1 ugentlig uddeling, og i 2020 havde vi i en periode 2 uddelinger om ugen, men da Covid-19 satte ind måtte vi desværre i lukke ned i 4 måneder og har siden da haft uddeling hver torsdag i Brøndby Nord.

”Maddeling Brøndby” er en frivillig non-profit forening, hvor vi indsamler og har uddeling af overskudsmad fra dagligvarebutikker. Vi deler overskuds frugt, grønt og brød ud, én gang om ugen. Det kan f.eks. være æbler, der er blevet lidt stødte eller bananer med en plet, varer mærket med bedst før/mindst holdbar til. Det som ”almindelige” kunder går udenom, varer som butikkerne ikke kan sælge.

Vi er fødevareregistreret, og opretter kontrakt mellem ”Maddeling Brøndby” og butikkerne af beskatnings hensyn, og for at opfylde SKAT samt momslovens regler.

Vi har haft en lidt omtumlet start, hvor vi har delt ud på forskellige adresser. Sidste år var vi så heldige, at vi fik en fast base i et kælderlokale på Brøndby Nord Vej. Og i dag består vores gruppe af 16 frivillige, og der dukker altid mellem 20 og 30 familier op ved hver uddeling, og der er nok til alle.

Vores primære målgruppe er økonomisk trængte familier og hjemløse, men vi spørger ikke brugerne om årsagen til at de kommer og henter madvarer, da vores sekundære formål er at nedbringe madspild.

Der er en del arbejde for os og vores frivillige, men vi kan ikke undvære det, for det er dejligt at se, hvor glade folk bliver, når de får al den frugt, grønt og brød, som de ikke ville have haft råd til at købe.

Vi samarbejder med andre foreninger og organisationer, og har været med til at hjælpe ”Strandens Maduddeling” i gang, de deler ud i Brøndby Strand, og vi har stadig i dag et godt samarbejde, hvor vi udveksler erfaringer og hjælper hinanden.

Det er vores lille bidrag til at minimere madspild.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top