fbpx
Vallensbæk har brug for kernevelfærd – ikke luksus
DSC07056.jpg

Christian Skou Larsen er spidskandidat for SF. Foto: Jesper Ernst Henriksen

Debat  

Vallensbæk er ramt af en lang række udfordringer, hvad angår velfærd. Som en Rambøll-undersøgelse viser, trives vores skolebørn dårligere end landsgennemsnittet, og vi står i de kommende år foran massive udfordringer, hvad angår ældrepleje. Det bør vi selvfølgelig gøre noget ved, men partierne i kommunalbestyrelsen lader os forstå, at vi har økonomiske udfordringer. Og det har vi ganske rigtigt. For pengene er blevet brugt på en ny, luksuriøs svømmehal.

Hvad er vigtigst – gode folkeskoler og værdig ældrepleje eller en ny svømmehal? Jeg synes, svaret er indlysende. Vi vil til enhver tid prioritere kernevelfærd, og vi mener, vi har en forpligtigelse til at investere i både børn og ældres hverdag. Desværre har vi svært ved at finansiere disse ting, da den nuværende kommunalbestyrelse enstemmigt har valgt at bruge 130 mio. kr. på en ny svømmehal.

130 mio. kr. i en kommune med 16.500 indbyggere svarer til 7.850 kr. pr. indbygger. Jeg synes, det er et helt absurd beløb – især med tanke på, Ishøj Svømmehal ligger fem minutter væk. Ja, skolesvømning bliver nemmere at gennemføre med en ny svømmehal, men det er simpelthen ikke vigtigere end trivsel i hverdagen.

Jeg er klar over, at den nye svømmehal kan ses som led planen om at lokke en masse rige folk til kommunen. Men hvis jeg som forælder skulle vælge mellem en kommune med lækre skoler, hvor børnene trivedes i løbet af skoledagen og en kommune med en svømmehal, ville svaret klart falde på det første.

Jeg synes, det er dårlig dømmekraft at bruge 130 mio. kr. på en svømmehal, som tingene ser ud nu. I SF Vallensbæk prioriterer vi kernevelfærd højest, og først når den er i orden, bør vi investere i luksus-ting som en svømmehal med fire forskellige bassiner. Dét er ansvarlig politik.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top