fbpx
Strømmen i de kommunale bygninger skal være 100% grøn i 2025
SkafteRadikale.jpg
Nicolai Ringkjær Skafte (RV), Kandidat til kommunalvalget for Radikale Venstre Glostrup.
DEBAT.  

Det er efterhånden være klart for de fleste, at klimakrisen er vores generations største udfordring. I Glostrup Radikale Venstre ser vi på denne udfordring med stor alvor. Vi har derfor en klar vision om, at Glostrup skal være en grøn kommune med lav CO2-udledning og forurening og med natur og biodiversitet til alle.

Men visioner gør det ikke alene – der skal handling til! Og en kommune som Glostrup med godt 23.000 indbyggere kan faktisk gøre en forskel. Helt konkret foreslår vi i Glostrup Radikale Venstre, at al den strøm kommunen bruger i sine bygninger, til vejbelysning, mv. skal komme fra 100% grøn strøm inden 2025.

Glostrup Kommune er en lille kommune, hvor der ikke er mange store arealer, hvor man f.eks. kunne opstille en solcellepark. Så nogen vil måske mene, at vores forslag er lige vel ambitiøst. Men der er netop behov for at være ambitiøse. Det skylder vi klimaet, vores børn og fremtidige generationer. Men hvordan skal det så kunne lade sig gøre?

Grundet kommunens størrelse forslår vi i Glostrup Radikale Venstre, at kommunen undersøger muligheden for at indgå en strømkøbsaftale – en såkaldt PPA (Power Purchase Agreement). Her indgår kommunen aftale med en udvikler om, at udvikleren bygger en ny solcelle- eller vindmøllepark et sted i Danmark. Til gengæld forpligter kommunen sig til at købe en aftalt mængde af den grønne strøm, som den nye park producerer. Glostrup kan på denne måde sikre, at der bliver udbygget mere vedvarende energi – også selvom vi ikke har arealerne til det her i kommunen.

Lad os skrue op for ambitionerne og sammen skabe en grønnere kommune og et grønnere Danmark – det vil vi i hvert fald kæmpe for i Glostrup Radikale Venstre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top