fbpx
Socialdemokraitet – Kasper Damsgaard: Vi har vist hvordan vi vil gøre det bedre
DSC03481.jpg

Kasper Damsgaard er borgmesterkandidat for Socialdemokratiet. Foto: Jesper Ernst Henriksen

Kasper Damsgaard er borgmesterkandidat for Socialdemokratiet. Foto: Jesper Ernst Henriksen
Glostrup. Med budgettet for 2022 har Socialdemokratiet vist retningen, som Glostrup kommer til at gå i, hvis Kasper Damsgaard bliver borgmester med blandt andet bedre forhold på daginstitutionerne og skolerne samt energirenoveringer

Kasper Damsgaard sad for bordenden, da Glostrup Kommunes budget for 2022 blev færdigforhandlet. Derfor peger han naturligvis på mange af tingene i budgettet, når han skal pege på, hvordan tingene bliver anderledes med ham som borgmester.

– Med det budget, vi har vedtaget, har vi sat en tydelig streg under, hvor vi mener, vi kan løfte børne- og ungeområdet. Det kræver blandt andet flere pædagoger til at holde øje med vores børn, så de bliver udfordret, set og hørt i dagligdagen, siger han og kommer med et eksempel fra sin egen hverdag.

– Jeg tror alle forældre kender til at skulle aflevere sit grædende barn i børnehave eller vuggestue. Jeg afleverer selv en dreng på 2,5 år og kan nogle gange se, at der står en pædagog med to andre grædende børn på armene, og man står selv og skal på arbejde. Som forælder får man jo resten af sin dag ødelagt, hvis man ikke har en god aflevering om morgenen. Især i ydertimerne i daginstitutionerne mangler der hænder, siger han.

– Vi får styrket vores folkeskole ved at vi løfter lønnen til gennemsnittet, så vi kan fastholde og tiltrække gode lærere. Vi har sat penge af til nye læringsmiljøer, der understøtter den nye måde at drive undervisning på med aktiv læring. Der er andre måder at drive undervisning på end at sidde på sin stol og kigge op på tavlen, osm man gjorde, dengang jeg gik på Nordvangskolen, siger Kasper Damsgaard, der ud over at være spidskandidat for Socialdemokratiet også er formand for Børne- og Skoleudvalget.

I sit daglige arbejde er han ansat ved Glostrup Ejendomme, der driver kommunens ejendomme. Her kan han se, at der er et stort behov for energirenoveringer, hvilket der derfor er sat penge af til i de kommende år.

– Vi har stadig daginstitutioner som tilbage i 80’erne blev oprettet som midlertidige tilbud. Det er ikke ok, at vi stadig har børn i sådan nogle faciliteter. Vi skal ikke have små børn siddende på kolde gulve eller med uisolerrede vægge, som det trækker igennem. Derudover synes jeg, det giver god mening at bruge penge på flere hænder i stedet for store varmeregninger. Samtidig udleder vi mindre CO2. Hvis vi gerne vil byudvikle og tiltrække børnefamilier kræver det også, at tilflytterne kan se, at daginstitutionerne og folkeskolerne ser godt ud. Det kræver penge, for det har været nedprioriteret, siger borgmesterkandidaten.

Hjælp til at blive hjemme

På ældreområdet forventer Kasper Damsgaard, at det over de kommende år vil blive nødvendigt at ansætte flere medarbejdere.

– Man ser heldigvis, at de ældre lever længere. Med det følger der flere skavanker. Derfor skal vi skabe rammerne for et aktivt ældre- og seniorliv. Motion gør meget godt for mange. Derudover skal vi tilbyde de rigtige redskaber, så man kan blive længere i eget hjem, siger han.

Han kunne også overveje en anden organisering på ældreområdet.

– Vi har hørt fra flere hjemmehjælpsmodtagere, at de er kede af de mange skift. Der kan være op til ti forskellige mennesker, der kommer ind i løbet af en dag. Der skal være en lidt mere fast person, der kører i egne områder. Det skaber tryghed for borgerne, men det må også være nemmere for de ansatte, der ikke skal starte forfra med at danne en relation, siger Kasper Damsgaard, der også fremhæver genindførslen af den gratis servicebus fra budgettet.

Kasper Damsgaard

Alder: 34
Bopæl: Ejby
Beskæftigelse: Koordinator i Glostrup Ejendomme

Tre mærkesager:

  • Børne- og ungeområdet – flere pædagoger og bedre løn til lærerne
  • Ældre og seniorer skal blive længest muligt i eget hjem
  • Miljø og klima – kommunens bygninger skal energirenoveres

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top