fbpx
Skolevalg i Brøndby: Klima og kriminalitet var på dagsordenen
DSCF2633.jpg

Foto: Robert Hendel

I sidste uge var der politisk debat på Brøndby Strand Skole som en del af Skolevalg 2021. Foto: Robert Hendel
BRØNDBY. Der var livlig debat og spørgelyst, da seks ungdomspolitikere besøge Brøndby Strand Skole i forbindelse med årets skolevalg

Skal der være afgifter på flyrejser? Hvordan sikrer I, at alle får en god uddannelse? Skal der sættes ind med hårdere straffe for vold?

Det var tre af mange spørgsmål, som blev diskuteret under skolevalgdebatten på Brøndby Strand Skole i sidste uge, hvor ungdomspolitikere fra seks forskellige partier udfordrede hinanden og eleverne inden årets skolevalg.

Især klimaspørgsmålet fyldte en del, og her var der forskellige løsningsforslag fra de seks politiske gæster.

– Sæt afgifter på fly, lød det blandt andet fra repræsentanterne fra Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten.

Det Konservative Folkeparti ønskede derimod at gøre de klimavenlige alternativer billigere.

– Som borgerlig er jeg interesseret i at gøre ting billigere. Vælg det klimavenlige og hav råd til at leve det liv, du gerne vil leve, lød det.

Der blev også diskuteret, hvordan der kan gøres noget ved forureningen i havet. Her var de seks ungdomspolitikere enige i, at dem, der forurener mest, skal betale mest.

Venstre høstede formiddagens største bifald, da der blev tordnet mod papsugerør.

– Hvem synes, at papsugerør er noget lort? Næsten alle, ikke? Plastik i havet stammer fra fiskenet, og vi skal ikke lave løsninger, som gør hverdagen mere besværlig, sagde han.

Kort efter blev der buhet af Socialdemokratiets repræsentant, da hun sagde, at samfundet nok ville kunne overleve at bruge papsugerør.

Skolen skabte debat

Det er ikke staten, der skal bestemme over skolerne. Det skal skolerne selv, lød det fra Venstre under skoledebatten på Brøndby Strand Skole.

– Mange lider af psykisk mistrivsel, fordi folkeskolen ikke fungerer. Vi skal niveauinddele, så alle får en undervisning, der passer dem, lød det.

Forslaget om niveauinddeling delte partierne. Radikale Venstre var imod niveauinddeling, fordi de danner A- og B-hold.

– Det er den følelse, man ender tilbage med, lød det.

Hans forslag var mindre klasser og en to-lærer-ordning.

– En femtedel af dem, der går ud af 9. klasse i dag kan hverken læse, regne eller skrive. Det er et problem, forklarede han under paneldebatten.

Socialdemokratiets repræsentant ville teste for ordblindhed allerede i 1. klasse, og hun bifaldt ideen om to lærere i undervisningen.

– Så kan den ene tjekke op på, hvem der er med og har brug hjælp. Niveauindeling er en god løsning for at gøre de bedre bedre, og de knap så gode bedre, sagde hun.

Ifølge SF er der ikke plads til alle folks kvaliteter i folkeskolen.

– Vi har ikke plads til de praktisk anlagte folk, som samfundet også har brug for, sagde han.

Niveauinddeling er dog ikke noget, som SF går ind for, lød det i salen.

– Niveauinddeling hjælper ikke noget som helst – den fjerner læringsmotivationen og skaber opdelte samfund, sagde SF’s repræsentant.

Hårdere straffe eller ej

Det tredje store emne til årets debat på Brøndby Strand Skole handlede om, hvordan samfundet skulle straffe kriminalitet.

Hos Radikale Venstre var budskabet, at hårdere straffe ikke forhindrer vold. Det gør den opsøgende indsats derimod.

– Vi lever i et retssamfund. Det skal være retfærdigt, sagde Enhedslistens repræsentant.

Han mente, at kortere straffe kan være vejen frem, fordi hårdere straffe fører til mere kriminalitet. Det samme mente SF’s repræsentant.

– Jeg vil stoppe kriminalitet ved at forebygge den, sagde han og pointerede, at folk i udsatte områder er i større risiko for at ende i kriminalitet.

Det synspunkt var repræsentanten fra Venstre lodret uenig i.

– Det er noget sludder at sige, at folk fra Brøndby Strand er mere disponerede for en kriminel løbebane. Vi er selv herrer over vores adfærd, sagde han og understregede, at hårdere straffe og resocialisering er ikke modsætninger.

– Offer før gerningsmand, lød budskabdet fra både Venstre og Det Konservative Folkeparti.

Det var Socialdemokratiets repræsentant enig i.

– Vi kan godt hjælpe både gerningsmanden og ofret. Vi skal sikre, at gerningsmanden ikke ender i kriminalitet igen, sagde hun.
Debatten blev styret af elever fra skolen, og det førte ros med sig fra ungdomspolitikerne, der var på besøg.

Repræsentanten fra Det Konservative Folkeparti viste sig at have de bedste argumenter ifølge eleverne på skolen. I hvert fald fik de næsten 64 procent af stemmerne til Skolevalg 2021 på Brøndby Strand Skole, hvor stemmeprocenten lå på 88,5.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top