fbpx
Skole udsmykker 50 meter langt byggehegn
IMG_1193.jpg

Elever fra 2. b startede med at udsmykke hegnet. Foto: ATP

Elever fra 2. b startede med at udsmykke hegnet. Foto: ATP
GLOSTRUP. Det grønne hegn rundt om byggeriet ved de gamle Carl Bro bygninger skal udsmykkes af elever fra Skovvangskolen

De tidligere Carl Bro bygninger i Hvissinge er ved at blive omdannet til lejligheder af ATP Ejendomme. Derfor er der lige nu et stort hegn rundt om byggepladsen.

Det skal dog ikke bare været et kedeligt hegn, det skal udsmykkes med blomsterenge, farvelagte regnestykker, selfievægge og mange andre kreative idéer. Det sker i samarbejde med Skovvangskolen, der ligger lige ved siden af byggepladsen.

– Vi skal skabe en forvandling af området sammen med områdets beboere. Derfor omdannes et forladt erhvervsområde nu til boligområde, der skal bygge på fællesskab og ATP Ejendommes slogan ‘hvor liv leves bedst’. Vi er i gang med at gøre plads til knap 200 lejligheder, og i hele processen har vi prioriteret at have områdets beboere og brugere med i transformationen. Derfor er det naturligt for os at få skabt et tæt samarbejde med Skovvangskolen, som er en af vores nærmeste naboer, siger Jan Johansen, der er CPO i ATP Ejendomme.

2. b indtog hegnet

Den første klasse, der indtog det tomme lærred, var 2. b. De havde på demokratisk vis stemt om maleriets tema. Med 19 ud af 22 mulige stemmer vandt matematik.

Regnestykker, geometriske former og tal har fået farver, flammer og former, og 1+1 = 2 blev udformet med to gulerødder og en to-tals spisende kanin. Emilio, Sille og flere af børnene fra 2.b fortalte, at de glædede sig til at vise hegnet frem til deres familier, og at de var vilde med matematik. Klassens matematiklærer Gertrud Petersson sprang rundt og hjalp de talglade elever med at få deres skitser op på det store lærred.

– Det er en dejlig opgave for klassen, da den både styrker deres samarbejde og kreativitet, samtidig med at de oplever at nå ud til deres omverden. Børnene er stolte af deres arbejde, og så sætter det kulør på byen. Ren win – win, siger Gertrud Petersson, der er lærer på Skovvangskolen.

Tirsdag den 12. oktober kl. 12.30 holder Skovvangskolen og ATP Ejendomme fernisering for hegnet. Alle er meget velkomne til at kigge forbi.

FAKTA om kunstværket og hegnet

  • Byggehegnet er to meter højt og 50 meter langt. Der er i gennemsnit 2 x 5 meter til hver klasse/gruppe.
  • Der er lavet “kighuller” i byggehegnet, så børnene og andre interesserede kan følge med i, hvad der sker på byggepladsen
  • Klasserne fra 0. til 6. klasse og 7.HDS (klasse som har valghold i håndværk- og design) samt SFO og klub deltager. 22 klasser/grupper i alt.
  • Skovvangskolen brugte uge 36-37 til at planlægge og uge 38, 39, 40 til forberedelse, udførelse og opsamling.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top