fbpx
Sikring mod oversvømmelser fra havet
Debat.png
Debat  

På kommunalbestyrelsens møde den 13. oktober blev Risikostyringsplan for oversvømmelser fra hav endeligt godkendt. Planen gælder årene 2021-2027.

I planen står der, at en fælles beslutning i Strandparken I/S om sikringsniveau – læs digernes højde – forventes taget i denne planperiode. Det vil sige indenfor de næste seks år. Beslutningen afventer, at Hvidovre får beregnet, hvordan de ni planlagte holme ud for Hvidovre Havn indvirker på sikringsniveauet.

Måske har vi ikke eks år. En hvilken som helst af de hændelser, der er beskrevet i planen, kan ske når som helst. Vi og de øvrige kommuner i samarbejdet må se at komme videre med at få truffet den beslutning om sikringsniveauet. Hvis Hvidovre ikke kan være med til at tage beslutningen, så må de justere ind efter det sikringsniveau, som vi andre i samarbejdet kan blive enige om.

Når vi engang har truffet beslutning om sikringsniveau, skal digerne hæves. Det kommer til at koste. Lovgivningen lægger op til, at det er ejerne af de ”potentielt berørte” ejendomme, der skal betale. Med de beregninger, scenarier og konsekvenser af 10-, 20-, 100-, 1000-årshændelser og ekstremhændelser, vi er blevet præsenteret for, er det store spørgsmål: Hvilke af dem er det, der vil blive anvendt til at afgøre, hvem der er ”potentielt berørte” af en eventuel hændelse?

Som jeg ser det, er alle vi, som bor i Vallensbæk, potentielt berørte. Vi skal ikke beslutte kun at sikre mod en lille 10-årshændelse, hvis konsekvenser begrænser sig til syd for Strandvejen. Vi skal sikre mod en ekstremhændelse, som også vil få konsekvenser for Landsbyen og videre ind i landet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top