fbpx
Sådan vil Brøndby få flere unge i uddannelse
DSC6557x_NR.jpg

Foto: Robert Hendel

Brøndby Kommune vil møde de unge på en anden måde i håbet om, at flere får afsluttet en ungdomsuddannelse. Arkivfoto: Robert Hendel
BRØNDBY. En tredjedel af Brøndbys unge, har ikke gjort en ungdomsuddannelse færdig, seks år efter, at de har forladt folkeskolen. Det viser en undersøgelse, som Cowi har lavet for Brøndby Kommune

En undersøgelse fra Cowi viser, at hver tredje unge Brøndby-borger, som har afsluttet 9. klasse, ikke har fuldført en ungdomsuddannelse seks år senere. Derfor sadler Brøndby Kommune nu om for at få flere til at færdiggøre en uddannelse. Det betyder også, at der bliver arbejdet med et nyt fokus i uddannelsespolitikken, der gælder frem til 2025.

– Vi gør op med det forventningspres, som mange unge møder på deres uddannelsesvej. Samtidig skruer vi op for hjælpen, så de unge bliver klædt bedre på til at vælge, siger borgmester Kent Magelund (S).

Ifølge ham skal unge blive klogere på sig selv, arbejdsmarkedet og uddannelsesmulighederne, så de træffer gode og holdbare uddannelsesvalg.

– De ressourcer, vi bruger på, at klæde unge bedre på, kommer sandsynligvis igen, fordi det oftere bliver det rette valg for den unge, siger Kent Magelund.

I praksis betyder det, at eleverne i Brøndby allerede i de første skoleår får kendskab til arbejdsmarkedet. På mellemtrinnet kommer de til at møde både byggeriet og omsorgsfagene i særligt tilrettelagte forløb i samarbejde med Ungdomsbyen, mens alle elever i 8. klasse kommer i erhvervspraktik.

Lærere og uddannelsesvejledere også i praktik på erhvervsuddannelserne SOSU H og Next for at styrke deres kendskab til uddannelserne, og alle unge i Brøndbys skoler får personlig uddannelsesvejledning – fordi det ifølge kommunen er forudsætningen for et reflekteret valg

Kræver tålmodighed

Uddannelsespolitikken er blevet til med bidrag fra mange forskellige sider, der har været samlet i det tværgående §17,4-udvalg ”Fælles om Unges Uddannelse”.
Her har lokalpolitikere i samarbejde med udvalgsmedlemmer fra ungdomsuddannelser, uddannelsesvejledning, forskningen og erhvervslivet arbejdet sammen om at finde nye løsninger på udfordringen med at få flere unge Brøndby-borgere i uddannelse.

– Det blev tydeligt for os i arbejdet med politikken, at unge selvfølgelig tager deres egne uddannelsesvalg seriøst, og mange kan føle sig presset over valget, forklarer Jette Kofoed, der er forsker i uddannelsesvidenskab ved Aarhus Universitet.

Hun mener ikke, at det hjælper at stille mål op om, hvor mange unge, der skal søge en bestemt erhvervsuddannelse. Der skal mere til.

– Derfor valgte politikerne også at lægge vægt på, at de unge skal klædes bedre på til at træffe deres uddannelsesvalg og mødes med tålmodighed, når det er svært, siger Jette Kofoed,.

Det er ifølge forskeren med til at skabe en politik, der prioriterer de unges trivsel. Skal det lykkes for Brøndby at løfte uddannelsesniveauet i kommunen,
er det ikke nok at fokusere på uddannelsesaktiviteter.

Her kan det stærke foreningsliv i Brøndby være med til at skabe meningsfulde fællesskaber. Det handler blandt andet om, at børn og unge have lov til at prøve sig selv af og opleve, at de er gode til noget. De gode oplevelser og positive erfaringer styrker nemlig selvværdet, og det fører også til flere uddannede i kommunen på længere sigt, skriver Brøndby Kommune i en pressemeddelelse.

Ifølge kommunen er Ungekulturhuset Pilegården i Brøndbyøster eksempelvis en platform for kreative, unge ildsjæle, mens Turning Tables Kulturlab i Brøndby Strand giver mulighed for, at børn og unge udvikler sig og udtrykker sig gennem kunsten.

Det er blandt andet den slags tilbud, som ifølge Brøndby Kommune er en del af løsningen til at knække uddannelseskoden.

1 kommentar om “Sådan vil Brøndby få flere unge i uddannelse”

  1. Hans Blaaberg siger:

    Hvorfor har I aldrig gjort det i alle de år I har haft magten? sjovt at I vil “gøre noget ved det” nu, hvor der er valg.
    Tom snak og varm luft.. Ville I have gjort noget ved det, så havde det problem været løst for længe siden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top