fbpx
Nye udearealer får elever ud
Uderenovering-Pilehaveskolen.jpg

Træningspavillonerne på Pilehaveskolen får elever udendørs, som ellers tidligere har brugt frikvartererne indendørs.

Træningspavillonerne på Pilehaveskolen får elever udendørs, som ellers tidligere har brugt frikvartererne indendørs.
VALLENSBÆK. Skolerne i Vallensbæk får i løbet af efteråret opgraderet udearealerne. Det giver mulighed for mere undervisning udenfor, og det får elever ud af klasselokalerne, når de har frikvarter og har brug for frisk luft

Håndværkerne har været i gang med hammer og boremaskine, og nye udemiljøer er skudt op på Vallensbæk Kommunes tre skoler her i efteråret. I budgettet for 2021 afsatte kommunalbestyrelsen nemlig to millioner kroner til en opgradering af skolernes udearealer for at fremme mulighederne for udeundervisning.

På Pilehaveskolen er der blevet opsat tre træningspavilloner for enden af skolegården ud mod parkbåndet. Ideen til pavillonerne kom under corona, hvor der blev taget armbøjninger og afholdt træningssessioner i skolegården.

– Vi så, at der var nogle elever, der havde behov for at kunne gøre noget andet i frikvartererne end bare at hænge ud. Træningspavilloner tiltrækker et bestemt segment fra 5. til 10. klasse, der normalt er sværere at få udenfor, fortæller distriktsleder Mette Juel.

På Pilehaveskolen kommer der desuden to pavilloner med bord/bænkesæt i de to sidste indhak ned mod parkbåndet.
– Arbejdet med udearealer optager os meget, og vi er i gang med at åbne skolen op ud mod parkbåndet, så den bliver mere integrereret med de omkringliggende områder, siger Mette Juel.

Fleksible rum

På Vallensbæk Skole har fleksibiliteten i det nye udeområde ligeledes været vigtigt. Ambitionen er, at det bliver et aktivitetsområde, der både kan bruges i skoletiden, men også i SFO og til leg.

Planen er således, at der skal etableres et uderum i skovområdet bag den lille boldbane ved Multisalen. Her vil der blive skabt nogle forskellige områder, der kan bruges som læringsmiljøer, men hvor der også er mulighed for at udfolde sig fysisk. Området ventes at stå færdigt inden årets udgang.

På Egholmskolen har det også været et ønske at have mulighed for at lave flere aktiviteter udenfor. Derfor har den eksisterende bygning i midten af skolegården fået en overdækning, ligesom der i gårdhaven ud mod det grønne strøg også er kommet en overdækning. Inden årets udgang vil der også komme en ny mellemgang samme sted.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top