fbpx
Ny generationspark indviet
ngp01_2716.jpg

Pileparken i Vallensbæk Nord blev indviet i sidste uge.

Pileparken i Vallensbæk Nord blev indviet i sidste uge.
VALLENSBÆK. Pileparken bliver et mødested for alle generationer og lægger op til et væld af sanseoplevelser

I sidste uge var der indvielse af Pileparken i Vallensbæk Kommune. Parken er en ny park i Vallensbæk Nord, der er placeret mellem ældreboligerne Pilehavehus, Klub Nordmark og daginstitutionerne Piletræet, Birkely og Løkkebo, og tanken er netop, at parken skal være et sted, hvor generationer mødes på tværs til snakke og lege.

Indvielsen stod i æblets tegn og bød på blandt andet æbletryk, æbleskiver og æblekage. Ældre fra Pilehavehus og børn, pædagoger og forældre fra de omkringliggende institutionerne var samlet for at tage den nye park i brug.

– Jeg håber, at parken bliver et mødested for alle generationer, og at det er her at historier, lege og fællesskaber kommer til at trives. Med parken vil vi gerne skabe dialogen og invitere til, at vi tager os tid til hinanden, sagde borgmester i Vallensbæk Kommune, Henrik Rasmussen, ved indvielsen.

Efter den røde snor var klippet, kunne børn og voksne gå på opdagelse i parken. Køen til Menighedsplejens æbleskivebod voksede hurtigt, og mens flere af de ældre nød en gåtur i det grønne, morede børnene sig med gynger og svævebane. En mor og hendes søn testede parkens to talerør af, hvor man kan tale med hinanden med flere meters afstand.

– Hallo, det er mor – er det ikke sjovt, man kan høre hinanden?, sagde drengen.

En sanseoplevelse

Pileparken har otte forskellige zoner – blandt andet bakken, engen og labyrinten – og der er lagt vægt på stimulering af alle sanser. Der er brugt bæredygtige materialer, og parken har en stor biodiversitet. Her er sommerfuglebede, engblomster, en plæne til picnic og boldspil og en frugtlund, hvor du kan gå på sanketur, når frugten er moden.

Der er også gjort plads til sjov og leg for kommunens børn og barnlige sjæle. Der er en labyrint, svævebane, legehus, en tromme af træ, bålhytte og som nævnt to talerør.

Stierne i parken er anlagt, så også kørestols- og rollatorbrugere kan nyde det nye grønne område i nord. Flere steder langs stierne placeres bænke, så man kan tage sig et hvil på gåturen rundt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top