fbpx
Nej, Henrik – Vallensbæk skal ikke kun være for de rige
DSC07056.jpg

Christian Skou Larsen er spidskandidat for SF. Foto: Jesper Ernst Henriksen

Christian Skou Larsen (SF), Spidskandidat for SF Vallensbæk Foto: Jesper Ernst Henriksen
DEBAT.  

Budskabet fra Vallensbæks borgmester Henrik Rasmussen (K) var ikke til at tage fejl af ved torsdagens debat mellem ham og Socialdemokratiets borgmesterkandidat Søren Wiborg. Henrik ønsker, at Vallensbæk skal være en kommune for de rige. Da snakken faldt på almene boliger, udtalte Henrik direkte, at man jo gerne vil bo et sted, hvor ejendomspriserne er høje.

Først og fremmest synes jeg generelt, det er en dårlig idé at fortælle, hvad ’man’ ønsker i politiske henseender, for det er en god skik ikke at tale på andres vegne. I dette tilfælde er det især problematisk, fordi Henriks holdning i høj grad deler vandene. I SF er vi eksempelvis helt uenige i, at man trives bedst, hvis man kun har rige naboer. Tværtimod ønsker vi mangfoldighed. Dette gælder også i Vallensbæk, som bestemt ikke kun skal være for de rige.

Vallensbæk skal i mine øjne være for alle, der virkelig ønsker at være en del af kommunen og bidrage til fællesskabet. For mig er dette langt vigtigere end hvor mange penge, man har. Jeg mener derfor, vi skal bestræbe os på, at der også er boliger til dem, der ikke er blandt de rige – dette gælder bl.a. mange unge og ældre borgere. De skal under ingen omstændigheder tvinges ud.

Byggerier skader miljøet, og vi er nødt til at begrænse os. Vi har de seneste år bygget en masse boliger med henblik på at lokke borgere til fra andre kommuner, men fremover bør vores fokus være på at sikre, at de borgere, som bor i Vallensbæk nu, også har mulighed for det fremover.

Jeg ser frem til de fremtidige debatter op mod valget – især fordi det er bedst for demokratiet, hvis man inddrager mere end blot to ud af otte opstillede partier.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top