fbpx
Liberal Alliance – Marlene Frandsen: Lille parti håber på store forandringer
Marlene_Frandsen_photographer_Mette_Frandsen-001.jpg

Marlene Frandsen er spidskandidat for Liberal Alliance. Foto: Mette Frandsen

Marlene Frandsen er spidskandidat for Liberal Alliance. Foto: Mette Frandsen
Glostrup. Liberal Alliance vil gå efter maksimal indflydelse. Den skal blandt andet bruges på mere faglighed i skolen og en mere effektiv administration

Marlene Frandsen er eneste person på Liberal Alliances stemmeseddel til kommunalvalget. Det er derfor helt sikkert, at partiet ikke bliver stort i kommunalbestyrelsen. Men hun håber, at det stadig kan få stor indflydelse, og for at øge sandsynligheden for en plads i kommunalbestyrelsen, har Liberal Alliance derfor indgået teknisk valgforbund med to mindre partier, nemlig Bylisten og Dansk Folkeparti, så ingen stemmer bliver spildt.

-Jeg har lavet mit eget slogan. Små partier kan skabe store forandringer. Vi er bevidste om vores politiske ståsted, og at vi kan blive den afgørende stemme i et flertal. Derfor vil vi forsøge at maksimere vores indflydelse og jeg stiller mig gerne til rådighed som borgmester, hvis jeg bliver genvalgt. Vi vil være med til at forandre i stedet for at fastholde det, der er. Der har været for meget bøvl og ballade. Det kan du også se i budgettet for i 2022, der er en ren gavebod, siger hun.

Faglighed i skolen

Et af de områder, hvor Marlene Frandsen gerne vil i en anden retning end et flertallet i kommunalbestyrelsen, er Glostrup Skole, hvor det med budgettet for 2022 er besluttet at give alle afdelinger af skolen mulighed for at blive profilskoler. Det er hun ikke tilfreds med.

– Det er noget projektmageri, at lave profilskole på hver afdeling. De børn, der starter i 3. klasse nu, de ved jo ikke, hvad de vil være, når de går ud af 9. klasse. Vi skal ikke uddanne dem, vi skal danne dem, siger hun.

Hun er heller ikke tilhænger af, at skolen mellem 6. og 7. klasse opsplitter alle klasser for at danne nogle færre nye.

– Der er mange børn, der fravælger Glostrup Skole ved den opsplitning, så det skal vi stoppe, siger hun.

I stedet skal der ifølge hende fokus på faglighed, læring og dannelse.

– Vi skal blive bedre til at udvikle de dygtigste børn. Det kan man gøre ved at ansætte en talentvejleder, eller ved at have en pulje til initiativer til at understøtte deres læring. Vi har en interesse i at fastholde dem i Glostrup skole, fordi det er med til at løfte de øvrige elever. Hvis man ikke bruger sit potentiale, så kan man godt komme i mistrivsel. Det med at have fokus på særligt begavede børn, det har været lidt et tabu. Det ligger ikke i den danske mentalitet. Men man må godt dyrke det at være dygtig til noget, siger Liberal Alliances spidskandidat.

Nyt svømmebassin

Kapaciteten i Glostrup Svømmehal er presset af de modstridende interesser der er for skole- og konkurrencesvømning og mere hyggebadning med de store lege­redskaber, som svømmehallen har indkøbt. Marlene Frandsen ønsker plads til begge dele, og går derfor til valg på at få anlagt et ekstra bassin til skole- og konkurrencesvømning.

Hun bakker også op om et ønske fra IF 32 om et springcenter.

– Du kan kalde det en stor gymnastiksal, hvor der er mulighed for mange forskellige former for spring. Det skal være med til at fastholde fritidscenteret som et reelt fritidscenter i stedet for at flytte biblioteket derned. På den måde sikrer man flere brugere dernede, og man kan holde hånden under cafeen, siger hun.

Hun har også forslag, der kan muligvis kan frigøre midler til nye initiativer.

– Jeg kan se, vi ligger væsentligt over andre kommuner. Vi skal ikke bruge pengene på administration, vi skal bruge dem på velfærd. Er der ting, vi kan digitalisere, så kan medarbejderne bruge deres kompetencer på velfærd i stedet, siger hun.

Marlene Frandsen

Alder: 43
Bopæl: Hvissinge
Beskæftigelse: Koordinator ved Dansk Industri

Tre mærkesager:

  • Glostrup Skole – fokus på faglighed, læring og dannelse
  • Fritidsliv – ekstra svømmebassin til træning
  • Fokus på at nedbringe administrationsomkostninger

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top