fbpx
Lad os tænke nyt og gøre Glostrup grønnere
SkafteRadikale.jpg
Debat  

Den grønne omstilling går fortvivlende langsomt – også i Danmark. Samtidig er den globale opvarmning ved at komme helt ud af kontrol. Heldigvis får flere og flere øjnene op for den grønne dagsorden, og når vi i Glostrup Radikale Venstre taler med beboere i Glostrup Kommune, er det tydeligt, at kravene til grøn handling vokser år for år, måned for måned. Og vi kigger ikke længere kun mod Christiansborg. Vi kigger også mod kommunen.

Folketingsvalget i 2019 var et klimavalg. Det tror vi også, at kommunalvalget i november bliver.

Radikale Venstre er på vej med en klar plan for, hvordan Danmark skal blive CO2-neutralt allerede i 2040. Det er en opgave, der kræver en fælles indsats, og her skal kommunerne også på banen. Derfor er vi glade for, at vores parti på Christiansborg har lanceret idéen om et kommunalt klimapartnerskab. Vi håber, idéen realiseres, og vi forventer, at vi i Glostrup ikke blot kommer på banen, men at vi tør at være ambitiøse og gå foran.

Vi skal vise, hvordan man på kommunalt niveau kan flytte landet i den rigtige retning. De danske kommuner køber hvert år ind for omkring 100 mia. kr. Kommunerne er en økonomisk supertanker, og potentialet er enormt. Vi skal vise, hvordan man på kommunalt niveau kan flytte landet i den rigtige retning. Hvert år køber Glostrup Kommune ind for 458 mio. kr. Vi vil sikre, at disse penge bliver brugt grønnere end i dag.

Vi skal have grønnere måltider og mindre plastik i vores offentlige kantiner. Kommunens biler skal være eldrevne, vi skal stille krav om bæredygtige byggematerialer, og vi skal lave byplanlægning med naturen og biodiversitet i centrum. I Glostrup Radikale Venstre ønsker vi også at øge andelen af vedvarende energi i fjernvarmen. Og strømmen, der bliver anvendt i de kommunale bygninger og til vejbelysning, skal naturligvis også være 100% grøn.

Selvom Glostrup kan virke som en ubetydelig brik i et globalt klimaspil, er intet tiltag forgæves. Der er brug for, at vi tænker nyt i alle afkroge af vores samfund, og når vi taler med borgerne i Glostrup, bliver vi heldigvis klar over, at vi er mange med klare visioner for en grøn fremtid. Vi når ikke i mål alene. Derfor ønsker vi at samarbejde med de øvrige partier i kommunalbestyrelsen om at lægge en plan for, hvordan og hvornår Glostrup Kommune kan blive CO2–neutral.

Lad os vise resten af Danmark, at vi i Glostrup er klar til at tænke nyt og tænke grønt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top