fbpx
Indre Mission gennem 125 år
DSC_1522.jpg

Indre Misions hus i det centrale Vallensbæk Landsby kan fejre 125 års jubilæum. Foto: Jesper Ernst Henriksen

Indre Misions hus i det centrale Vallensbæk Landsby kan fejre 125 års jubilæum. Foto: Jesper Ernst Henriksen
Vallensbæk. Indre Mission i Vallensbæk kan i næste uge fejre 125 års jubilæum for missionshuset, der ud over Indre Mission selv har huset flere forskellige aktiviteter

Sidst i 1800-tallet var der også ildsjæle i Vallensbæk. En gruppe missionsfolk, heriblandt Pigeforeningen, havde allerede dengang et mødefællesskab i præstegården Bygaden 26 hos pastor Hoff og hans hustru, og man ønskede at bygge et missionshus, så man kunne holde møder, udover at komme til Gudstjenester i Vallensbæk Kirke.

Købmand Jens Nielsens enke gav cirka 800 kroner, hvilket var et stort pengebeløb dengang, så huset kunne bygges. Det blev efter datidens forhold til et stort hus med en stor og lille mødesal og tilmed en lille beboelsesdel. Det var lokale folk, både håndværkere og frivillige, der byggede missionshuset, som fik en fin beliggenhed lige ved siden af Vallensbæk Kirke.

Den 30. oktober 1896 kunne Indre Missons formand Vilhelm Beck indvie Vallensbæk Missionshus Zion, og igennem de 125 år har det altid været missionshus for Vallensbæk Indre Mission.

Flere funktioner

Derudover er lokalerne i perioder anvendt til andet. For eksempel fortælles det, at omkring år 1900 lånte man i en periode den lille sal ud til skolestue. Der blev hvert år mellem jul og nytår holdt to eller tre store julefester med juletræ, for både skolen og byens folk, helt indtil 1955, hvor Vallensbæk Skole blev bygget. Da Vallensbæk Kirke midt i 1950’erne i en kortere periode skulle restaureres, lånte kirken missionshusets store sal, så der kunne holdes Gudstjenester der.

Den tidligere formand for Vallensbæk Indre Mission, Hans Erik Henriksen er født og opvokset i missionshuset, og han husker fra denne periode, hvor familien holdt høns, at hver søndag, når pastor Toft gik på talerstolen, galede hanen mange gange. Det var til stor morskab for de fremmødte og præsten. Fra 1972 og indtil Sognegården blev bygget i 1988, var der kordegnekontor i den lille sal.

Mange aktiviteter

Vallensbæk Indre Mission har også selv igennem årene haft mange forskellige aktiviteter, bl.a. mandagsmøder, bibelstudieaftener, familieaftener m. spisning, Ydre Missionsmøder, julefester, friluftsmøder, strengekor, sangkor, ungdomsmøder (IMU), Landsbyklubben (for børn), Legestuen ”Lille Lam”. Der er stadig liv i huset med flere af disse aktiviteter, og der er et godt fremmøde ved møder med spisning, hvor især børnefamilier kommer.

Missionshuset er blevet renoveret og istandsat løbende igennem tiden, dog særligt fra sidst i 60’erne af Hans Erik Henriksen i sin formandsperiode indtil 2020, hvor nuværende formand Maria T. Popp tog over. Al istandsættelse er foretaget med respekt for husets alder. I 2017 fik huset nye bibelske malerier, malet af den kendte lokale kunstner Uffe Schønnemann, og missionshuset fremstår nu lyst og tidssvarende.

Indre Mission er en frivillig forening inden for den danske folkekirke, så det er på evangelisk luthersk grundlag arbejdet foregår. Alle møder er offentlige og gratis, så enhver er velkommen.

FAKTA om fejringen af 125-års jubilæet

Lørdag den 30. oktober klokken 15.00
Vallensbæk Missionshus, Kirkebakke Allé 2, 2625 Vallensbæk

Der bliver stort kaffebord, fællessang og musikalske indslag. Festtaler er Hans-Ole Bækgaard, der er formand for Indre Mission i Danmark. Alle er hjertelig velkomne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top