fbpx
Henrik Lund – Socialistisk Folkeparti: Fokus på skolen og grøn omstilling
DSC07237.jpg

Henrik Lund er spidskandidat for SF. Foto: Jesper Ernst Henriksen

Henrik Lund er spidskandidat for SF. Foto: Jesper Ernst Henriksen
Glostrup. For Socialistisk Folkeparti er det vigtigt, at flytte mere ansvar ud lokalt på skolen, samt at lærerne nu får mere i løn, så det bliver nemmere at fastholde og rekruttere

I det netop vedtagne budgetforlig er der sat flere millioner kroner af om året, så lærerne i Glostrup kan komme til at få den sammen gennemsnitsløn som i de omkringliggende kommuner. Det glæder Socialistisk Folkeparti.

– Så kan vi bedre fastholde lærerne og forhåbentlig tiltrække nye, når det er nødvendigt, siger han.

Han mener, at konstruktionen Glostrup Skole var en fejl, men at det nok bliver svært at rulle den tilbage nu.

– Det løb er nok kørt. Så i stedet vil vi styrke den enkelte skoleafdeling. Forældrerådene skal have nogle reelle kompetencer og ikke bare være festudvalg. De skal have indflydelse på, hvordan afdelingen skal fungere. Skolebestyrelsen skal også have en reel kompetence. Politikerne har blandet sig for meget i den praktiske del af hverdagen. Det er klart, at de skal sætte retningen for, hvordan økonomien skal være, men den daglige drift må der være nogle, der har mere forstand på.

Skoledagens længde kunne man for eksempel godt lægge ud lokalt. Der er nogle minimumsrammer, som skal være opfyldt, men derudover er det bedst at beslutte det lokalt, siger Henrik Lund.
Han mener også, at den overordnede skoleledelse skal sidde på rådhuset eller en anden central placering.

– Når man har en central skoleledelse, så burde den sidde centralt og ikke på en skole. Den skole får en fordel foran de andre skoler, siger SF’s spidskandidat.

Grønnere

SF har som en del af budgetpartierne stemt for at give store summer over de kommende år til energi­renoveringer af kommunens bygninger.

– Vores bygninger skal energirenoveres over de kommende år, så vi bruger mindre energi og færre penge på opvarmning, lysforbrug og så videre, siger Henrik Lund.

Han ønsker dog flere grønne tiltag i de kommende år.

– Først og fremmest skal hele kommunens bilpark skal være elektrisk – den skal skiftes ud så hurtigt som muligt. Vi skal så vidt muligt købe transport af andre, der kører elektrisk. Det sker allerede på nogle busruter, siger han.

Det grønne er også i fokus på partiets syn på byudvikling.

– Vi vil foreslå nogle plantebælter på fem-seks meters bredde gennem byen. Bi-veje kalder jeg det. Simpelthen insektveje, hvor insekter kan komme trygt igennem byen uden at være i karambolage med den øvrige trafik, siger han.

Han er ikke stor tilhænger af planerne om et 10-etagers hus i Bymidten eller de fem-etagers bygninger, der er ved at blive gjort plads til på den tidligere Carl Bro-grund.

– Der skal maksimalt være en bebyggelsesprocent på 150. Jeg ønsker ikke noget højere end fem etager, gerne ned til to-tre etager i Hvissinge og Ejby. Det vil matche det, der er i forvejen, siger han.

Han er bekymret for, om Glostrup kan følge med for mange nye borgere.

– Vi har haft en del problemer med indskrivning til skolerne i år, fordi der ikke var pladser nok. Det nytter ikke at bygge nyt, hvis der ikke er plads i institutioner og folkeskoler. Vi skal også sikre, at vejene kan rumme den trafik, der kommer. Jeg kan godt være bekymret for trafikken i Bymidten, hvis de store planer realiseres. Vi kan godt udbygge byen, det skal bare være i et tempo, hvor logistikken også kan være med, siger han.

Henrik Lund

Alder: 61 år på valgdagen
Bopæl: Hvissinge
Beskæftigelse: Faglig sekretær i 3F København

Tre mærkesager:

  • Turbo på grøn omstilling
  • God start på livet
  • Forsvarlig byudvikling på ordentlige vilkår – Ingen højhuse i Glostrup

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top