fbpx
Der skal tages hensyn til ældre, der ikke er digitale
Debat_web.png
DEBAT.  

FN har altid haft en række mærkedage for forskellige grupper, og også de ældre har deres årlige mærkedag. Den 1. oktober er dagen, hvor FN sætter fokus på de ældre verden over.

Årets tema er lighed for ældre i den digitale verden.

For Seniorrådet Vallensbæk (tidligere Vallensbæk Ældreråd) er det vigtigt at have fokus på, at der altid bliver taget hensyn til de borgere der – af forskellige årsager – ikke er digitale. Danmark er både fra de offentlige og private virksomheder meget digitale – E-Boks, NemId, Digitale bankløsninger og Nemkonto – bare for at nævne nogle eksempler.

I Danmark er 7,5% fritaget for digital post. I Vallensbæk er mere end 450 borgere i alderen 65+ fritaget for digital post. Seniorrådet i Vallensbæk synes, at digitalisering er godt og effektiviserer samfundet, men både det offentlige og de private virksomheder skal tage hensyn til de nævnte borgere/kunder i deres løsninger. Der må ikke være nogen, der ”tabes på gulvet” med udgangspunkt i de offentlige og de private virksomheders ønsker om effektivisering og besparelser.
Som nævnt synes Seniorrådet i Vallensbæk, at digitalisering er godt og derfor skal der også være hjælp til de ældre borgere, der gerne vil være digitale, men er usikre på de forskellige løsninger.

Det er der mulighed for i Vallensbæk. Både på Korsagergård og i Kultur-og Borgerhuset er der mulighed for at få hjælp i form af diverse kurser, men også personlig hjælp til enkeltsager.

Borgerne vil ofte kunne finde svar på nogle af de vigtige spørgsmål om deres liv i diverse brochurer, som findes i kommunens forskellige tilbud fx Korsagergård og på rådhuset. En af de seneste brochurer om fremtids fuldmagter er nu tilgængelig her.

Yderligere oplysninger kan fås hos Vallensbæk Ældreråd.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top