fbpx
Brøndby storsejrer i målrigt opgør
DSCF7671.jpg

Nanna Christiansen lavede to mål, da Brøndby slog FC Thy - ThistedQ med 5-2. Foto: Robert Hendel

Nanna Christiansen lavede to mål, da Brøndby slog FC Thy - ThistedQ med 5-2. Foto: Robert Hendel
SPORT. Brøndbys fodboldkvinder fik revanche fra sidste uge og kom tilbage på sporet i Gjensidige Kvindeliga, da FC Thy - ThistedQ blev banket med 5-2

Der var lagt op til revanche, da fodboldkvinderne fra Brøndby tog imod FC Thy – ThistedQ søndag eftermiddag. I sidste uge blev Brøndby sendt hjem til Vestegnen med det første liganederlag nogensinde mod holdet fra Thisted.

Nederlaget betød samtidig, at FC Thy – ThistedQ på tredjepladsen kom fem point foran Brøndby i tabellen halvvejs gennem grundspillet i Gjensidige Kvindeliga. Derfor var der hårdt brug for en sejr for Brøndby-træner Per Nielsens tropper, der fik tanket selvtillid i midtugens pokalsejr mod HB Køge.

Det så ud til at smitte af på Brøndby-spillerne, at de havde sendt danmarks lige nu bedste kvindelige fodboldhold ud af pokalturneringen, for søndagens gæster fik ikke et ben til jorden.

Efter fire minutter kom Brøndby foran. Anfører Nanna Christiansen lobbede elegant bolden ind til Cecilie Buchberg, der let kunne sende bolden ind bag Maja Bay Østergaard i gæsternes mål.

Det blev indledningen til en belejring af FC Thy – ThistedQ’s straffesparksfelt. 10 minutter inde i opgøret fik Frederikke Lindhardt en kæmpe chance, da hun samlede en skidt tilbagelægning fra Olivia Bergmann op. Brøndby-angriberen skød dog forbi mål.

Nogle minutter senere var Frederikke Lindhardt igen tæt på en scoring, da hun afsluttede fra kanten af feltet. Den bold fik Thisted-keeperen dog pareret.

Kort efter manglede skarpheden endnu engang for Frederikke Lindhardt. Hun kunne dog juble med holdkammeraterne fem minutter senere, da Malou Marcetto sendte bolden fladt i kassen.

Brøndby sad på det hele, men to minutter efter målet til 2-0 fik gæsterne reduceret, da Malene Sørensen sendte bolden i en bue over i det lange hjørne. Fire minutter efter var det ved at gå galt igen for Brøndby, men Ann-Kathrin Dilfer fik hånden på bolden helt oppe under overliggeren.

Tættere på point kom gæsterne dog ikke, for fire minutter før pausen bankede anfører Nanna Christiansen bolden i kassen til 3-1.

Efter pausen fortsatte Brøndby med at lægge tryk på gæsterne, og allerede et minut inde i anden halvleg scorede Caroline Pleidrup til 4-1 efter et hjørnespark.

Malene Yde Hedegaard fik reduceret for gæsterne et minut før tid, inden Nanna Christiansen med kampens allersidste aktion gorde det til slutresultatet 5-2.

Dermed henter Brøndby tre point på FC Thy – ThistedQ på trejdepladsen og Fortuna Hjørring på andenpladsen. HB Køge topper fortsat rækken.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top