fbpx
200 elever fægtede på livet løs
IMG_5351.jpg

Der var gang i den til fægtning i Glostrup Hallen. Foto: Knud Skadborg

Der var gang i den til fægtning i Glostrup Hallen. Foto: Knud Skadborg
GLOSTRUP. Elever fra Nordvangskolens 4., 5. og 6. klasser fik prøvet kræfter med moderne sportsfægtning under den nationale motionsuge

’Vildt sjovt, pyyh det er hårdere, end man lige tror, og Engarde, Pretes og Allez’ lød det i Hal 2 på Glostrup Stadion, da eleverne kastede sig ud i vilde fægtekampe med plasticvåben under den årlige motionsuge.

Både Mads Eriksen og Knud Skadborg fra Børnefægtefonden havde hænderne fulde, da de introducerede de mange elever for en af de mest traditionsrige sportsgrene:

– Selvom det er en ædel og forholdsvis gammel sportsgren, er der masser af god motion og udfordringer for såvel krop som hjerne i fægtning. Fægtning er en af verdens hurtigste og mest eksplosive sportsgrene, og børnene lærer både at koordinere arme og ben, håndtere våbenet, afkode modstanderens næste træk og lægge en taktik på en og samme tid. Samtidig får de pulsen op og har det rigtig sjovt, siger Knud Skadborg fra Børnefægtefonden.

Tiltaget på Glostrup Stadion var et samarbejde mellem Nordvangskolen, Glostrup Fægteklub og Børnefægtefonden og en del af den nationale motionsuge, der har til formål at få flere børn i gang med at dyrke motion. Og hvorfor ikke få børnene til at gøre det i nogle af de allerede etablerede sportsklubber og foreninger, som Glostrup Fægteklub, hvor der er kompetente trænere, der kan målrette træningen efter børnenes behov, et godt kammeratskab og masser af oplevelser, grin og sved på panden?

– Vi vil gerne vise Danmark, at fægtning er både sjovt, tilgængeligt, lærerigt og spændende for børn i alle aldre. Derfor arbejder vi i Børnefægtefonden på at udbrede kendskabet til fægtesporten som idrætsgren og på at bruge det som udviklingsredskab i samarbejde med skoler, foreninger og kommuner, siger Knud Skadborg, formand for Børnefægtefonden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top