fbpx
Venstres version af forløbet omkring budgettet
Piet.jpg

Foto: Jesper Ernst Henriksen

DEBAT. Siden søndag aften har det været fremme, at Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Konservative har indgået et smalt budgetforlig. Det forlyder også, at de fire partier ønsker at invitere bredt ind, men hvad er egentligt den rette historie for budgettet i Glostrup? Dette er Venstres oplevelse.

Hvorfor V ikke er sammen med A?

Venstre ønsker, og har altid ønsket, brede budgetforlig. Vi anser et bredt samarbejde henover midten som det bedste og sundeste for Glostrup. Venstre har altid sat pris på det gode samarbejde henover midten i Glostrup, navnlig de senere år. Vi har nået gode resultater og stabilitet for både økonomien, skolen og byudvikling. Derfor har vi også været i arbejdstøjet længe, og vi var efter vores opfattelse nået rigtigt langt i de bilaterale forhandlinger med Socialdemokratiet. Et væsentligt punkt skilte os dog: Flytningen af biblioteket til Fritidscenteret (svømmehallen).

Socialdemokraterne insisterede på at flytte biblioteket ud af bymidten. Venstre efterspurgte faglige argumenter for at flytte det, da vi egentlig helst ser, at det bliver liggende i bymidten. Det skyldes blandt andet de gode erfaringer fra andre kommuner, der etablerer borger- og kulturcentre med bibliotekerne som omdrejningspunkt, fx Vanløse station i København, Ishøj bycenter i Ishøj, Herning på Strøggaden, etc. Derudover mener vi i Venstre, at en så vigtig beslutning, som den fremtidige placering af et bibliotek, ikke skal besluttes af en kommunalbestyrelse, der er på valg om tre måneder. En sådan beslutning kræver borger- og medarbejderinddragelse, politiske drøftelser og faglige argumenter – og ikke så tæt på et kommunalvalg.

Hvorfor er der ikke et borgerligt budgetforlig?

Sideløbende med Venstres forhandlinger med Socialdemokratiet, har de borgerlige partier/lister (Venstre, Liberal Alliance, Bylisten, Glostrup Borgerliste og Konservative) forhandlet med hinanden. Når fem partier skal enes, kan det være svært, men det var bestemt ikke umuligt, og vi var på vej mod et kompromis. Særligt da forhandlingerne med Socialdemokraterne brød sammen i torsdags, blev der med det samme sat et møde op blandt de borgerlige. Der blev knoklet for at få et budgetoplæg klar til søndag aften, og mens de andre borgerlige partier var i arbejdstøjet med regneark, politiske prioriteringer, drøftelser med baglande, osv., brugte de Konservative formiddagen på at få taget pressebilleder med Socialdemokraterne, Socialistiske Folkeparti og Enhedslisten. Derefter ventede de til umiddelbart før mødet med de borgerlige, hvor de meldte fra.

Én ting er at indgå en aftale med andre – sådan er det i politik. Men at spille med fordækte og uærlige kort er ikke den politiske tradition, vi har haft i Glostrup. Og det er i hvert fald ikke det, som Venstre står for.

Også indholdsmæssigt var det en skam. Selvom vi var mange partier/lister med mange forskellige ønsker, så fornemmede jeg en stemning af samarbejde i et fortroligt rum, og dermed en seriøs vilje til at nå til enighed om et budget i så god balance, at der ikke var behov for hemmelighedskræmmeri overfor hverken politikere, presse eller borgere.

Vil Venstre søge indflydelse i det indgåede forlig?

Normalt, når partier er enige om en budgetskitse, som de inviterer de andre partier til forhandling om, er der tale om et budget-oplæg, og ikke et budget-forlig. For det andet, så er det for Venstre vigtigt med et budget i strukturel økonomisk balance, så der fortsat er råd til morgendagens velfærd. På trods af at vi blev inviteret til forhandling i søndags, har vi fortsat ikke fået adgang til det indgåede budgetforlig. Venstre har derfor ingen idé om, hvad vi er inviteret til at være med i. Vi aner ikke, hvad pengene skal bruges til, hvor der bliver sparet, eller om økonomien i det hele taget balancerer. Men vi glæder os meget til at se det og dykke ned i tallene, når det på et tidspunkt bliver fremlagt.

Fra Venstres side har vi større forventninger til samarbejdet i Glostrup Kommunalbestyrelse. Det er ikke ordentlighed at indgå en aftale og derefter invitere de øvrige partier til forhandlingsbordet – uden at vise, hvad man er blevet enige om. Det er ikke samarbejde – det er hemmelighedskræmmeri fra et snævert flertal, som samtidigt pynter sig med lånte samarbejdsfjer. Det er ikke Venstres stil, og det skaber mere splid end samarbejde og fremdrift. Glostrups borgere har fortjent bedre end det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top