fbpx
Skifter flagstang ud: Vil fortsat have den største
2019-06-15_at_17-11-49_DSC_1102x.jpg

Foto: Robert Hendel

Danmarks højeste flagstang er begyndt at slå revner, og derfor skal den nu skiftes ud. Arkivfoto: Robert Hendel
Brøndby. Danmarks højeste flagstang står over for en udskiftning, fordi den er begyndt at slå revner. Udskiftningen forventes at koste halvanden million kroner

Det er længe siden, der er blevet flaget fra landets højeste flagstang.

Den 31 år gamle Margrethe-flagmast er begyndt at slå revner over sokkelen på grund af de store, dynamiske vindbelastninger, som en 50 meter høj flagstang med et stort flag vil generere.
Derfor skal selve flagstangen skiftes ud, og den anledning vil der blive lavet et nyt, solidt fundament.

– Flagstangen er gennem årene også blevet en form for vartegn for Brøndby, så den skal naturligvis udskiftes, så den fortsat kan vaje over byen, siger Brøndby-borgmester Kent Magelund (S).

Margrethe-flagstangen blev opført som en gave fra Brøndby Kommune, Danmarks Idræts Forbund og Danmarks Olympiske Komité til Dronning Margrethe i anledning af hendes 50 års fødselsdag i 1990.
Flagstangen blev produceret i Wisconsin i USA, og på grund af en hård vinter blev flagstangen forsinket. Derfor var man bange for, at den ikke nåede frem inden dronningens fødselsdag den 16. april. Det lykkedes dog at få den sat op om morgenen på Dronning Margrethes fødselsdag den 16. april 1990, men blev først officielt indviet knap to måneder senere på Valdemarsdag den 15. juni 1990.

En udskiftning af flagstangen og etableringen af et nyt fundament forventes at koste 1,5 millioner kroner. Når den nye udgave af Margrethe-flagstangen står klar, vil den med sine 50 meters højde vil fortsat være Danmarks højeste flagstang.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top