fbpx
S, SF, EL og K indgår smalt budgetforlig
Budgetpartier.jpg

Kirstina Tranberg (EL), Palle Laustrup (SF), Kasper Damsgaard (S) og Dan Kornbek Christiansen (K) har skrevet under på budgetforliget. Foto: Lisa Ward

Kirstina Tranberg (EL), Palle Laustrup (SF), Kasper Damsgaard (S) og Dan Kornbek Christiansen (K) har skrevet under på budgetforliget. Foto: Lisa Ward
Glostrup. I Glostrup Kommunes budget for 2022 skal der fokus på børn, unge og ældre og at støtte op om det lokale erhvervsliv. Det kan man læse i en pressemeddelelse fra S, SF, EL og K, der har indgået budgetforlig

Søndag eftermiddag indgik de fire partier Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Det Konservative Folkeparti budgetforlig for 2022 sammen. De fire partier repræsenterer samlet set 10 ud af kommunalbestyrelsens 19 medlemmer. Det er derfor ind til videre det smallest mulige flertal. Partierne forsøger dog at forhandle med de øvrige partier.

– Partierne bag budgetforliget vil i den kommende tid indbyde de øvrige partier i kommunalbestyrelsen til at komme med ønsker til budgettet, skriver de fire partier i en pressemeddelelse. I år med kommunalvalg bliver der ofte indgået brede budgetforlig i kommunerne, da det giver en større sikkerhed for, at nye initiativer og anlæg så faktisk også bliver endeligt vedtaget af den nyvalgte kommunalbestyrelse efter nytår. Folkebladet ville gerne have spurgt de fire partier, hvordan de ser muligheden for at få gennemført deres budget, men de ønsker på nuværende tidspunkt ikke at svare på spørgsmål ud over indholdet af pressemeddelelsen.

Børn og ældre i fokus

De fire partier har endnu ikke offentliggjort indholdet i budgettet. Det er kun meget overordnet beskrevet i den pressemeddelelse, de har sendt ud.

– Vi sætter børn, unge og ældre i centrum samt støtter op om det lokale erhvervsliv. Med budgetforliget sikrer vi endvidere, at vi som kommune har en sund økonomi, samtidig med at vi i Glostrup bliver endnu bedre til at løse de kommunale kerne- og velfærdsopgaver, skriver de om indholdet.

Om der er områder i kommunen, hvor der skal spares penge, har Folkebladet endnu ikke kunnet få svar på. Det forventer vi at få svar på i løbet af den kommende uge.

Hvis de fire øvrige partier i kommunalbestyrelsen har yderligere ønsker, skal de ifølge forligspartierne ikke være for dyre.

– Det er dog vigtigt for partierne bag budgetforliget at slå fast, at den kommunale økonomi i disse år er under voldsomt pres, opgaverne bliver flere og mere komplekse, og udgifterne stiger, samtidig med vi skal holde os inden for de fastsatte økonomiske rammer, og derfor er det økonomiske frirum ikke særligt stort, skriver de i pressemeddelelsen.

Skal snart være færdig

Forligspartierne skriver, at de ikke kunne se et positivt resultat af forhandlingerne inden deadline.

– Der har i længere tid været drøftet mulighederne for budgetforlig mellem partierne i Glostrup Kommunes kommunalbestyrelse. På kommunens traditionelle budgetdag den 21. august måtte det konstateres, at der stadig var et stykke vej, inden disse gensidige sonderinger kunne afsluttes, og man var derfor enige om at fortsætte forhandlingerne i tiden derefter. Forhandlingerne har været konstruktive, men det må konstateres, at der stadig ikke kan øjnes en løsning til at opnå et bredt forlig om budgettet for 2022 og de efterfølgende år, skriver partierne.

Efter tidsplanen skal budgetforslaget behandles i Økonomiudvalget den 7. september og i kommunalbestyrelsen den 15. september. Efter førstebehandlingen skal forslaget derefter sendes i høring. Det haster derfor med en afklaring.

– Sidste frist for ændringsforslag fra partierne er sat til den 29. september. Budgetforslaget andenbehandles i Økonomiudvalget den 5. oktober og i kommunalbestyrelsen den 13. oktober, og derefter skulle kommunen gerne have et budget for de kommende år, slutter partierne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top