fbpx
Rivalerne bankede Brøndby
2021-09-11_at_14-39-46_Fujifilm_X-T4_DSCF5199x.jpg

Foto: Robert Hendel

Brøndby havde det svært mod Fortuna Hjørring, som tog alle tre point, i weekendens opgør i Gjensidige Kvindeliga. Foto: Robert Hendel
SPORT. Fodboldkvinderne fra Brøndby havde en skidt dag på Bane 2, da Fortuna Hjørring ubesværet snuppede alle tre point i sjette spillerunde af Gjensidige Kvindeliga

Brøndbys fodboldkvinder har fået en svingende start på denne sæson. Inden lørdagens opgør mod de evige rivaler fra Fortuna Hjørring havde Brøndby blot hentet 10 point i fem kampe. Derfor var der hårdt brug for point i kampen mod sidste års bronzevindere.

Der var dog ikke ret meget, der fungerede for hjemmeholdet, og det så da også lidt for let ud, da Emma Snerle sparkede Fortuna Hjørring i front efter otte minutters spil.

Brøndby havde svært ved at håndtere gæsternes aggressive pres, og defensiven blev flere gange overløbet. I den anden ende af banen havde Brøndby nogle tilfældige muligheder, men de blev ikke omsat til mål, og de to hold gik derfor til pause med stillingen 0-1.

Anden halvleg var knap to minutter gammel, da Mathilde Carstens udstillede Brøndby-forsvaret og fordoblede gæsternes føring.

Brøndby var ikke i stand til at svare igen, og med 24 minutter igen øgede Olivia Møller Holdt føringen til 0-3.

Flere mål blev det ikke til, og Brøndby indkasserer dermed sæsonens andet nederlag i Gjensidige Kvindeliga. Nederlaget betyder, at Brøndby nu er seks point efter Fortuna Hjørring, som har indtaget ligaens førstepladsen. Den kan de danske mestre fra HB Køge dog tage tilbage søndag eftermiddag, hvis de slår FC Nordsjælland på Capelli Sport Stadion i Køge.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top