fbpx
Private kan lette presset på kommunale dagtilbud
Debat_web.png
Debat.  

Nye beregninger fra DI viser, at der de kommende år vil komme 50.000 flere børn i alderen 0-5 år. Den udvikling skaber selvsagt et stort behov for flere daginstitutionspladser, så forældre fortsat kan finde pasningsmuligheder til deres børn.

Udfordringen gælder også for Glostrup, Vallensbæk og Brøndby. Over de næste 10 år kan de tre kommuner se frem til en vækst i børneantallet på henholdsvis 16,2 procent 18,6 procent og 5,1 procent. For Vallensbæk Kommune betyder det for eksempel, at de skal finde op mod 250 ekstra daginstitutionspladser frem mod 2030. Hvis kommunerne skal kunne følge med udviklingen kræver det altså markante investeringer i nye daginstitutionspladser – her kan kommunerne med fordel inddrage private børnehaver og vuggestuer som en del af løsningen.

Der er flere gode argumenter for, at kommunerne kigger mod private dagtilbud, når der skal findes pladser til de mange nye børn de kommende år. Først og fremmest vil det lette presset på de kommunale daginstitutioner. For det andet er private børnehaver og vuggestuer ikke en del af det kommunale system, hvilket betyder, at kommunerne ikke skal hæfte for anlægsudgifterne.

Sidst, men ikke mindst, er de private udbydere mere frit stillet i forhold til lovgivningen end kommunale og selvejende institutioner, og kan derfor sammensætte anderledes og mere målrettede tilbud til forældrene og deres børn. Som forælder der har været igennem institutionsårene for mine børn, så kan jeg da skrive under på, at one size does not fit all.

Mange private vuggestuer og børnehaver står på spring, for at tage i mod de mange nye børn, men det kræver, at lokalpolitikerne tør gribe taktstokken og søge et tættere samarbejde med de private aktører på dagtilbudsområdet.

Gør de det, kan det sikre et mere varieret udbud af pasningsmuligheder, og det vil samtidig lette presset på de kommunale dagtilbud.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top