fbpx
Nordvangskolen fik nye legepladser
DSC06421.jpg

Der var masser af børn samlet i skolegården til indvielsen. Foto: Jesper Ernst Henriksen

Der var masser af børn samlet i skolegården til indvielsen. Foto: Jesper Ernst Henriksen
GLOSTRUP. Med en stor fest i skolegården, blev det i sidste uge markeret, at de nye legepladser på Nordvangskolen var færdige

Der er over nogle år sat penge af til, at Glostrups skoler kan få nye legepladser. Kort før sommerferien blev de nye legepladser på Skovvangskolen indviet og i sidste uge var turen så kommet til at indvie de nye legepladser på Nordvangskolen.

Der er nye elementer nærmest hele vejen rundt i skolen. Ved den store græsplæne bag skolen ligger en lille bakke skabt af overskudsjord fra byggeriet af den nye hal. Der er nu kommet en trappe op ad bakken og en rutchebane ned. Tidligere kurede børnene ned ad bakken direkte på jorden. Op ad bakken og rundt om er der skabt en bane, hvor man kan køre på bmx-cykler, som der også er indkøbt nogle stykker af.

Bag de gamle gymnastiksale er der lavet en svævebane, der allerede har været meget populær.

– Børnene har været rigtigt gode til at at stå i kø og vente på, det blev deres tur, siger afdelingsskoleleder Mette-Signe Johansen.

Inden i selve skolegården er der også kommet nye redskaber, blandt andet et stort klatreredskab, som kan dreje rundt. Her har børnene været så gode til lige at finde plads til en mere, at den har været helt fyldt med børn.

Derudover er der mini-trampoliner, der er hængekøjer og meget andet nyt på legepladserne.

Især svævebanen er meget populær blandt børnene. Foto: Jesper Ernst Henriksen

Indviet med fest

Da corona-restriktionerne er væk, blev indvielsen fejret med en stor skolegårdsfest tirsdag i sidste uge. Her havde alle klasserne sørget for forskellige aktiviteter som dåsekast eller kagebod. Legepladserne blev indviet af borgmester John Engelhardt.

– I Glostrup Skole vil vi gerne have, at vores børn bliver fagligt dygtige. Vi ved, at bevægelse er vigtigt for en god indlæring. Når man bruger sin krop, bliver man ganske enkelt bedre til at bruge sit hoved. Derfor gør vi vores bedste for at skabe rammer, der giver lyst til bevægelse, siger han.

Legepladserne er blevet indrettet efter dialog med børn, forældre og de ansatte. Derudover er der lagt vægt på plads til sociale, kreative og motorisk udfordrende lege.

– For indskolingen gælder det særligt, at børnene skal have mulighed for at udvikle deres sociale færdigheder, og at de skal kunne få stimuleret deres kreativitet og fantasi, så de kognitive funktioner udvikles. Børnene bliver kvikkere af at lege herude. For vores mellemtrin handler det om, at børnene skal have mulighed for at blive motoriske stærke og logisk tænkende. De skal udfordres med fysiske lege. Børnene i vores udskoling har brug for at udvikle deres selvstændighed, samarbejdsevner, sund konkurrence og kritisk sans, sagde John Engelhardt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top