fbpx
Klar til at hjælpe 120 børn
tuba_DSCF9951.jpg

Henrik Appel er landsleder i TUBA. Foto: Robert Hendel

Henrik Appel er landsleder i TUBA. Foto: Robert Hendel
Brøndby. I sidste uge åbnede TUBA en afdeling i Brøndby, hvor børn og unge fra familier med alkoholproblemer og stofmisbrug kan få hjælp

Nu er der lokalhjælp til børn og unge, der er vokset op i en familie præget af alkohol- og stofmisbrug.

I juli indgik TUBA Danmark et samarbejde med Brøndby Kommune og Den Sociale Investeringsfond om at åbne et tilbud i Brøndby, hvor 120 unge nu over de næste tre år får gratis hjælp til at håndtere misbrugsproblemer i familien. TUBA står for Terapi og rådgivning for Unge, der er Børn af Alkohol- og stofmisbrugere, og i august åbnede en lokal afdeling i Brøndbyøster Landsby, der skal hjælpe børn og unge i Brøndby Kommune.

– De unge har brug for, at der ikke er lang afstand til hjælpen, for de allermest sårbare rejser ikke bare ind til København. De bliver i deres område, og derfor vil vi gerne i kontakt med dem dér, så de kan få hjælpen, sagde Henrik Appel, der er landsleder i TUBA Danmark, da TUBA i Brøndby holdt åbningsreception i sidste uge.

Ifølge Sundhedsstyrelsen er der op til to børn i hver klasse, som vokser op i familier med alkohol- eller stofproblemer. Det får tit stor betydning for deres mentale sundhed, uddannelse og tilknytning til arbejdsmarkedet. Samtidig risikerer en stor del af dem selv at udvikle et misbrug, som kan resultere i senfølger som angst og depression.

– Det er en indsats, der er båret af både hjerte og fornuft, og vi kan konstatere, at den virker, sagde Brøndby-borgmester Kent Magelund (S) i sin tale.

Han er glad for, at mere end 100 af kommunens børn og unge kan få hjælp lokalt.

– De er på ulykkelig vis og helt uforskyldt ofte bagud på point i livet i forhold til deres jævnaldrende, fordi de er vokset op i et hjem med alkohol og misbrug, sagde borgmesteren og rettede også en tak til Den Sociale Investeringsfond, der har været med til at gøre det muligt at åbne en afdeling af TUBA i Brøndby.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top