fbpx
Jette kom kravlende ind – og løbende ud – fra rygforløb
DSC09683.jpg

Det har været hårdt, men Jette Skaarup bliver holdt til ilden. Foto: Jesper Ernst Henriksen

Det har været hårdt, men Jette Skaarup bliver holdt til ilden. Foto: Jesper Ernst Henriksen
HELE OMRÅDET. Jette Skaarup fra Glostrup fik en dag et pludseligt smæld i ryggen, der gjorde, at kun knap nok kunne gå. Efter et forløb ved Træningscenter Brøndby blev det langsomt bedre, så hun i dag kan løbe en tur

En dag i 2019 havde Jette Skaarup været oppe at tale med sin chef på arbejdet. Da hun går ned ad trappen og er nået til sidste trin, kan hun mærke et smæld i ryggen.

– Der går et par dage, hvor jeg stadig går på arbejde. Jeg har før prøvet at have hold i ryggen, hvor en lang gåtur har løsnet op på det. Det kunne jeg ikke denne gang. Det var noget atypisk i forhold til, hvordan jeg havde haft ondt i ryggen før, fortæller Jette Skaarup.

Hun gik derfor til en læge, der i første omgang skrev en recept på smertestillende medicin. Men da hendes egen læge var tilbage fra en ferie, fik hun en henvisning til behandling.

– Min læge kender mig og ved, jeg ikke piver, så han sender mig direkte videre. Der går næsten 14 dage, hvor jeg nærmest kravler rundt. Jeg kunne sætte mig ind i en bil og køre på arbejde, men jeg kunne ikke mere end det. Jeg havde det ikke godt, og jeg tog en masse piller for at holde mig nogenlunde kørende. De piller er nogle af de grimme, som man kan blive afhængig af. Det er jeg ikke interesseret i, så jeg prøvede at holde lidt igen, fortæller hun.

Ved en scanning på et privathospital bliver det konstateret, at Jette Skaarup har fået en diskusprolaps, som primært skal trænes væk. Derfor fik hun en henvisning til Træningscenter Brøndby.

– Maria, der er massør på mit arbejde, kender til det her sted. De kendte ikke til det på privathospitalet, og min egen læge kendte heller ikke til det. Jeg ringede til ham, fordi jeg skal visiteres gennem Glostrup Kommune, men lægen skal henvise mig. Han undersøgte tilbuddet og gav mig en henvisning, fortæller Jette Skaarup.

Får video

Har man fået smerter i lænden eller ryggen, kan de hjælpe på Træningscenter Brøndby, hvor de har samlet forløbsprogrammer for lænde og ryg for Glostrup, Brøndby og Albertslund kommuner. Her kan man få hjælp med skader, der er højest tre måneder gamle, inden de bliver kroniske.

– Når folk kommer ind og vi undersøger dem, lægger vi vægt på at se på det hele menneske. Nogle gange vidoeoptager vi folk, så vi sammen kan se på, hvordan deres bevægemønster er. Det er en øjenåbner for mange. Ofte kan rygsmerter stamme fra dårlig balance eller fra stillesiddende arbejde. Det fanger vi, fordi vi ikke ser på dele i kroppen, men et samlet hele. Det er afgørende for, at vi kan hjælpe så mange så effektivt, og mange fortæller, at det er første gang, de er blevet set på i et helhedsbillede, forklarer fysioterapeut Tanja Jørgensen om den særlige metode, der er en fast del af tilbuddet til borgere med akut opståede smerter i ryg eller lænd.

Video var god hjælp

For Jette Skaarup var det en rigtig god hjælp at få en video med hjem.

– Jeg er ikke den bedste til at få gjort noget derhjemme, men jeg bliver holdt lidt til ilden af Ingrid. Vi har taget nogle videoer af de øvelser, jeg skal lave derhjemme. Først har jeg selv lavet dem og så har Ingrid lavet dem. Det er et rigtig godt redskab, når man ligger derhjemme på gulvet, så man får lavet øvelserne rigtigt, siger hun.

Og allerede efter nogle uger i forløbet får Jette Skaarup mere bevægelighed tilbage.

– Jeg får meget mere bevægelighed og frihed og jeg kan passe mit arbejde, efter jeg havde været deltidssygemeldt. Det skaber mere mod på at lave flere øvelser, så man kan komme tilbage til en normal hverdag. Der er også noget psykologisk i det at komme her, der er vigtigt for mig. Der er dage, hvor man bliver slået lidt tilbage, så har Ingrid været der som en støtte. For der vil være dage, der ikke er lige så sjove som andre dage. Hun har været en moralsk støtte, siger Jette Skaarup.

Jette Skaarup træner med vejledning fra Ingrid. Foto: Jesper Ernst Henriksen

Smerteforståelse

Jette Skaarup fik et individuelt træningsforløb på Træningscenter Brøndby med fysioterapeut Ingrid Christensen.

– Udover videooptagelserne er vores håndtering anderledes, da vi ikke bare går til lænde- og rygproblemerne med træning, men også med patientspecifik undervisning. Det handler for eksempel om smerteforståelse, og hvordan man arbejder med den smerte, man føler fra lænden eller ryggen. For smerten sidder i hjernen, og man kan blive nødt til at forstå at rygsmerter ikke altid er noget man kan blive helt fri for og derfor må acceptere. I stedet for består træningen i at økonomisere med de kræfter man har og også en fokusering på at livet også kan være meningsfuldt på trods af smerter. Dertil hører at man ikke behøver at være bange for bevægelse, men at omfanget af bevægelse bør tilpasses og trænes på i det omfang smerterne tillader det, fortæller hun.

Udover videooptagelser, patientspecifik undervisning, undersøgelse, behandling og træning tilbyder en ergoterapeut borgerne vejledning i ergonomi både i forhold til udfordringer på arbejdspladsen og i det almene hverdagsliv.

Kan løbe igen

Jette Skaarup fik afsluttet sit første forløb lige inden coronaen ramte, men havde stadig problemer med ryggen og fik via rygcenteret på Glostrup Hospital en henvisning til et andet genoptræningsforløb på Træningscenter Brøndby, efter hun specifikt havde spurgt efter netop den mulighed.

– Der kendte lægen heller ikke til det her tilbud. Men efter jeg fik henvisningen, blev jeg ringet op dagen efter og startede hurtigt op, fortæller Jette Skaarup.

Det har givet meget positive resultater.

– Jeg kan motionere og løbe nu, jeg har tabt 22 kilo på et halvt år, det har også hjulpet på min ryg. De læger, jeg talte med i tidernes morgen, sagde at løb var ikke det bedste med min ryg. Jeg talte med Ingrid om det, hun gav mig nogle øvelser, jeg kunne lave, før jeg tager ud og løber, og nogle øvelser, jeg laver, når jeg kommer hjem. Det fungerer, siger hun.

For Jette Skaarup fik to ting ud af forløbet. De rette øvelser, og den rette motivation.

– Jeg har valgt ikke at sætte mig over i en krog og pive. Lige da det startede, var jeg rigtig ked af det. Jeg kunne ikke særlig meget. Der var det nemt at sætte sig og have ondt af sig selv. Der var Ingrid virkelig god til at få mig motiveret. Så det er ikke kun træningen her, det er også en psykologisk støtte, man får. For mig betyder det næsten lige så meget som det andet, siger hun.

Træningscenter Brøndby har mange maskiner til træning. Foto: Jesper Ernst Henriksen

Lænderyg-forløb

Det tilstræbes at forløbet tilpasses ydertider, så det for eksempel kan foregår om morgenen eller sidst på eftermiddagen. Forløbet har en varighed på op til otte uger og foregår på Træningscenter Brøndby, Horsedammen 36A, 2605 Brøndby. Det er et samarbejde mellem Albertslund, Brøndby og Glostrup kommuner.

Tilbuddet er gratis, men kræver, at man har en henvisning fra sin læge. Hvis du bor i Glostrup Kommune og har brug for at høre mere, kan du kontakte forløbskoordinator Lisbeth Olsen i Glostrup Kommune på telefon 40 12 23 98.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top