fbpx
Henrik Rasmussen fylder 50
Henrik-Rasmussen-cykeltur.jpg

Borgmester Henrik Rasmussen tager jævnligt på cykeltur, hvor han viser Vallensbæks borgere rundt i kommunen. Foto: Nicky Persson

Borgmester Henrik Rasmussen tager jævnligt på cykeltur, hvor han viser Vallensbæks borgere rundt i kommunen. Foto: Nicky Persson
Vallensbæk. Mødet mellem generationer er især noget af det, der optager Vallensbæk Kommunes førstemand Henrik Rasmussen (K), der fylder 50 år den 18. september

Vallensbæks nye park Pileparken udtrykker på en måde essensen af det, som borgmester Henrik Rasmussen står for. Parken ligger mellem ældreboligerne Pilehavehus, SFO’en Klub Nordmark og daginstitutionerne Piletræet, Birkely og Løkkebo. Tanken er, at den skal være et sted, hvor generationsmøder finder sted, blandt andet i sanseområdet, som kan nydes af både børn og voksne.
Som han selv siger: Seniorerne er rige på livet, og det giver værdi, når de kan overlevere historien til de næste generationer.

Mødet mellem mennesker er det interessante for Henrik Rasmussen, der til enhver tid hellere vil møde borgerne ansigt til ansigt frem for bag en skærm på sociale medier. Og borgerne møder han så blandt andet på sine populære cykelture, hvor han viser rundt i fødebyen Vallensbæk, der byder på alt fra strand og havn til spændende byggeprojekter.

Mange år i politik

Selv har Henrik Rasmussen en baggrund i byggebranchen med uddannelse som først snedker og siden bygningskonstruktør. Senest har han taget en Master i projektledelse og procesforbedring.

Han var partner i et arkitektfirma og havde eget bygherrerådgivningsfirma, inden den politiske interesse blev fuldtids.

Henrik Rasmussen har været politisk aktiv fra en tidlig alder og blev valgt ind i kommunalbestyrelsen i Vallensbæk i en alder af blot 22 år. Her nåede han at være både formand for Teknik- og Miljøudvalget, formand for Børne- og Kulturudvalget samt viceborgmester, inden han i 2010 overtog borgmesterposten.

Henrik Rasmussen var på det tidspunkt også medlem af Folketinget for de Konservative, hvor han var partiets kulturpolitiske og kommunalpolitiske ordfører, men han valgte altså borgmesterstolen i Vallensbæk.

Tænker udvikling

Vallensbæk Kommune har undergået en rivende udvikling i det årti, Henrik Rasmussen har stået ved roret. Befolkningstallet er steget til de nu ca. 16.500 indbyggere, og det har betydet meget for udviklingen af kommunen. Blandt andet er skolerne blevet udbygget med de nyeste faciliteter gennem de seneste, en ny svømmehal er på vej – og parker og grønne strøg bliver anlagt flere steder i kommunen.

Henrik Rasmussen tænker udviklingsorienteret og har igennem hele sin borgmestertid haft skarpt fokus på at sikre kommunen en robust økonomi – senest kronet med ophævelsen af det forpligtende samarbejde med Ishøj, der har været gældende siden kommunalreformen i 2007. Dermed har Vallensbæk fået sin fulde selvstændighed og har bevist, at den er økonomisk bæredygtig.

Privat danner Henrik Rasmussen par med Helena Flodin Skovgaard, tilsammen har de tre børn. Henrik bruger fritiden sammen med familien – gerne i sommerhuset på Møn, og han tager dagligt enten en løbetur eller cykeltur rundt i Vallensbæk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top