fbpx
Fest for de ældre og deres familier
DSC06499.jpg

Jesper Braae Madsen Duo spillede fredag aften på Ældrecenter Dalvangen. Foto: Jesper Ernst Henriksen

Jesper Braae Madsen Duo spillede fredag aften på Ældrecenter Dalvangen. Foto: Jesper Ernst Henriksen
Fredag aften var der fest på Ældrecenter Dalvangen for beboerne og deres familier, der endelig kan være sammen igen uden restriktioner

Fredag var der musik og middag på Ældrecenter Dalvangen for beboerne og deres familier. Det var der rigtig god opbakning til, hvor de fleste af beboerne havde besøg af familie i flere generationer.

En af dem var Jesper Carlsson, der besøgte sin mor med sine to voksne sønner.

Han har været på besøg ugentligt under hele corona-perioden. De besøg har skullet koordineres, så der ikke var for mange besøgende på ældrecenteret på en gang, så der har været lidt stille. Men han har oplevet et personale, der var meget til stede.

– Stor ros til Dalvangens personale, de har støttet beboerne herude rigtig godt. Personalet havde rigtig meget tid til at være her, de var ikke til møder eller på kurser ude af huset, siger han.

For hans to sønner har det ikke været muligt at besøge deres farmor.

– Det er svært kun at få beskeder overleveret gennem min far. Det har været mærkeligt, så gisner man bare lidt om, hvordan hendes hverdag er. Hvis man selv synes tiden går langsom nogle gange, så gør den det nok også her, siger Martin Carlsson.

Han er derfor rigtig glad for, at der denne dag var ekstra gang i aktiviteten på ældrecenteret.

– Jeg synes, det er et fantastisk initiativ, især ovenpå så lang en periode, hvor man ikke har kunnet lave noget som helst. Så er det dejligt at se, at man kan samles omkring sådan noget som det her, siger han.

Det samme er hans far.

– Det er normalt noget mere stille. Det er rart at se, at der bor så mange mennesker. Der er mere liv her i dag, end normalt når vi er på besøg, siger Jesper Carlsson.

Vigtig relation

Festen på ældrecenteret blev støttet af puljemidler, der er afsat fra regeringen, netop for at kompensere for, at beboerne på landets plejehjem ikke har kunnet få besøg.

– Vi kalder det familiedag, fordi for os er familie nærvær, tryghed, omsorg, kærlighed og fællesskab. Det er der masser af her på Dalvang. Det har været en hård tid, hvor coronaskyen hængte tungt over os. Nu kan vi være sammen igen, det skal vi fejre her i aften, siger Kristina Tugsen, der er leder på Dalvangen.

Ifølge hende er det vigtigt for både beboere og deres pårørende, at de kan have gode relationer.

– Det er vigtigt, at have gode relationer mellem beboerne og de pårørende. Det er vigtigt, at de pårørende føler sig velkomne. Det handler om at opleve glæde med sine nærmeste, opleve nogle andre stunder end det, der er hverdag. At kunne hygge sig og grine sammen og opleve nogle ting sammen, siger lederen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top