fbpx
Et smugkik ind i dit sundhedsvæsen
Debat_web.png
Debat  

Jeg er sygeplejerske. Jeg arbejder på hospitalet. Jeg har altid været glad for mit fag og trives i en travl hverdag med mange bolde i luften. Men alting med måde.

Det er nu en kendsgerning: En af de fire medicinske sengeafsnit på hospitalet er lukket. Der kan ikke skaffes sygeplejersker nok til at bemande afsnittet.

Selvfølgelig har vi gennem længere tid, ligesom andre, haft besvær med at skaffe sygeplejersker. Det rammer hårdt, både for patienter og personale, når skruen nu strammes endnu en gang.

Patienter, som ikke umiddelbart kan sendes hjem efter vurdering i akutklinikken, indlægges på en af de tre resterende sengeafsnit eller må opholde sig længere tid i akutklinikken.

Jeg ved, at ledelsen, mine kolleger og jeg vil gøre alt, hvad vi kan for at gøre opholdet for patienterne på hospitalet så godt som muligt. I skal vide, at vi selvfølgelig bliver nødt til gå på kompromis, for vi kan ikke leve op til at yde den pleje og behandling vi gerne vil og er uddannet til.

Omrokering bliver en endnu større del af hverdagen, så der bliver plads til de patienter, der skal isoleres og så vidt muligt også dem, som har behov for at blive skærmet.

Arbejdsopgaver flyttes, ikke for at højne kvaliteten (eller effektiviteten), men blot fordi, at det er sådan, at kabalen bedst går op, når der mangler personale.

Jeg håber, at mine dejlige kolleger kan holde modet oppe. Det er udmattende hver dag at knokle på arbejdet og alligevel gå hjem med en følelse af, at man heller ikke i dag kunne levere en pleje og behandling, på det faglige niveau man burde og derudover efterlader en masse løse ender til sine kolleger/næste vagthold

Jeg håber på, at vores politikere snart får øjnene op og vil være med til at finde en god, langsigtet løsning, så det danske sundhedsvæsen fortsat kan levere en høj standard til patienterne. Det haster.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top