fbpx
De falske begrundelser for udbygningsbehovet
Debat_web.png
Debat.  

Hidtil er borgerne ikke blevet indviet i de konservatives begrundelse for den igangsatte udbygning, men borgmesteren løfter lidt af sløret i sit svar til hr. Havdrup i Folkebladet den 18. august. Borgmesteren begrunder byggerierne med, at kommunen skal være selvstændig og børnetallet og arbejdsstyrken er faldet, mens antallet af ældre er steget. Og vi må forstå, at borgerne fremover hellere vil bo i en dyr lejelejlighed end i egen bolig.

Men passer det? Børnetallet og arbejdsstyrken er tværtimod steget i de senere år og forventes fortsat at gøre det, jf. Danmarks Statistik og kommunens egen befolkningsfremskrivning. Børnefødslerne er faktisk steget med hele 41% siden 2015.

Men det er måske den stigende fraflytning af navnlig danske familier, der plager borgmesteren? For det problem forværres med de konservatives lejlighedsbebyggelser.

Ejendomsmæglernes undersøgelser viser samtidig stadigvæk, at den foretrukne boform er parcelhuset, som også bedst karakteriserer Vallensbæk.

Antallet af ældre stiger beskedent og helt forudsigeligt, og borgmesteren gør således ældreområdet til problemet, hvilket er utilstedeligt. Vallensbæk har i årtier afsat absolut færrest penge til ældreområdet. Det er kun dårlig konservativ ledelse, som nu bevirker, at vi mangler boliger til ældre samt plejefaciliteter.

Og selv den gamle bortforklaring, at ’de andre partiers kommunale udligning’ stjæler vores penge, hives frem igen. Det var rigtigt engang, men kommunens eget regnskab dokumenter, at Vallensbæk nu også får tilført penge på tilskuds- og udligningskontoen.

Når det ikke er udligningen, der sluger pengene, hvor forsvinder skatteindtægterne så hen? For Vallensbæk har den højeste skatteprocent på Vestegnen, men bruger færrest penge på børneinstitutioner, skoler og ældreområdet samt øvrig kerneservice over for borgerne.

Vi ser frem til, at vi får et nyt flertal, således vi fremover får styr på kommunens økonomi og udvikling – med en mere intelligent politik.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top