fbpx
Budgetforlig uden besparelser: Trækker af kassen og udskyder byggeri
Hoejstruphave-artikel-om-budget.jpg

Højstruphave bliver udbygget i 2023.

Højstruphave bliver udbygget i 2023.
Vallensbæk. Der bliver hverken sparet eller brugt penge på Vallensbæk Kommunes budget for 2022. I stedet bliver der flyttet på anlægsinvesteringer og kassebeholdningen kommer tæt på smertegrænsen

Mandag eftermiddag faldt budgetforliget for Vallensbæk Kommune endelig på plads. Alle tre partier i kommunalbestyrelsen, Konservative, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti er med i budgetforliget. Det glæder borgmester Henrik Rasmussen (K).

– Jeg er glad for, at det i dag er lykkedes at samle alle partier om et budget, der er økonomisk forsvarligt og i balance, siger han.

Budgetforliget indeholder usædvanligt få punkter. Det bærer præg af, at de tre partier ikke har været tvunget til at finde besparelser, men på den anden side heller ikke havde penge til nye initiativer, ud over dem, der er blevet vedtaget med tidligere års budgetforlig, som bedre normeringer i daginstitutionerne.

Den eneste ændring på driftsomkostningerne er en besparelse på cirka tre millioner kroner på overførselsindkomster som konsekvens af seniorpensionen, der også bliver kaldt Arne-pensionen. Der er ikke budgetteret med nye udgifter.

Derudover bærer budgettet præg af, at lokalplan 102 om Vallensbæk Byhave blev underkendt af planankenævnet. Derfor bliver der ikke bygget et nyt, privat plejehjem, og der kommer ikke nye skatteborgere til kommunen helt så hurtigt som forventet i tidligere års budget.

Det aflyste, private plejehjem betyder, at Vallensbæk Kommune står med et akut behov for at få bygget flere plejehjemspladser. Derfor bliver en planlagt udvidelse af Højstruphave fremrykket til 2023.

– Vi øger løbende normeringerne på børne- og ungeområdet, vi udskyder nogle anlægsprojekter og fremrykker i stedet etableringen af plejeboliger, siger borgmesteren.

Dansk Folkeparti hæfter sig også ved det fremrykkede byggeri.

– I Dansk Folkeparti er vi tilfredse med budgetforliget. Vi er specielt glade for fremrykningen af plejeboligerne i Højstruphave. Vi har i årevis plæderet for behovet for flere plejeboliger, så vi er glade for, at boligerne nu fremrykkes, siger Kenneth Kristensen Berth fra Dansk Folkeparti.

Udskyder byggeri

Ud over det manglede plejehjem betyder den droppede Vallensbæk Byhave, at der kommer til at mangle skatteindtægter i de kommende år i forhold til de oprindelige budgetter. Hvis ikke politikerne havde gjort noget, ville Vallensbæk Kommunes kassebeholdning derfor komme i minus, hvilket ville betyde, at Vallensbæk Kommune ville komme under administration af Indenrigsministeriet.

Kassebeholdningen var 1. januar i år på 184 millioner kroner. I slutningen af næste år er det forventningen, at den er skrumpet ind til 39 millioner kroner. En stor del af det var forventet, blandt andet fordi man har sparet op til den nye svømmehal, der er ved at blive bygget. Men i årene derefter falder kassebeholdningen yderligere, så den kommer ned på 30 millioner kroner i slutningen af 2024, hvilket er det minimum, som politikerne har vedtaget i den økonomiske politik.

For at undgå, at den kom endnu længere ned, er en række anlægsopgaver blevet udskudt. Det er for eksempel en ny daginstitution til 30 millioner kroner, der først bliver bygget fra 2024 i stedet for 2023. Vej­renoveringer for samlet 18 millioner kroner er udskudt, herunder en renovering af Vejlegårdsvej til fem millioner, der er udskudt fra 2022 til 2025.

– Det er et stramt budget, men vi klarer os igennem uden besparelser på serviceniveauet. Socialdemokratiet er lidt bekymret over udskydelse af renoveringen af Vejlegårdsvej, som har særlig fokus på de bløde trafikanter. Det er dog muligt at finde pengene i midlerne fra Trafikpuljen, hvis trafiksikkerheden bliver uholdbar, siger Søren Wiborg fra Socialdemokraterne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top