fbpx
Brøndby-træner: Vi var klart bedst i dag
DSCF4828.jpg

Brøndby-træner Per Nielsen var yderst tilfreds med Brøndbys præstation mod HB Køge onsdag aften. Foto: Robert Hendel

Brøndby-træner Per Nielsen var yderst tilfreds med Brøndbys præstation mod HB Køge onsdag aften. Foto: Robert Hendel
SPORT. Der var klasseforskel på banen, da Brøndby slog HB Køge ud af pokalturneringen for kvinder. Sådan lød vurderingen fra Brøndby-træner Per Nielsen kort efter kampen

Brøndby er videre til næste runde af Sydbank Kvindepokalen efter en sejr over de danske mestre fra HB Køge. Det er dog ikke kun sejren, som Brøndby-træner Per Nielsen glæder sig over. For første gang i 11 forsøg i denne sæson lykkedes det for de blå-gule at gå fra banen uden at få et mål imod sig.

– Vi holdet nullet, og det var rart i sig selv. Det er rigtig lang tid siden, vi har prøvet det, lød det fra Per Nielsen kort efter kampen.

Ifølge Brøndby-træneren var sejren fuldt fortjent.

– Jeg synes, at vi er klart det bedste hold i dag. Vi ligner også et fodboldhold i dag, og det glæder mig, for det har vi ikke gjort i nogle kampe, sagde Per Nielsen.

Sejren kommer på et tidspunkt, hvor Brøndby har haft det svært i ligaen. Samtidig er det første nederlag til HB Køge i denne sæson.

– Vi slår Danmarks måske bedste fodboldhold lige nu, mens vi selv er inde i en udfordrende periode. I ligaen har resultaterne og spillet ikke kørt efter vores hoved, så sådan en sejr mod sådan et hold betyder selvfølgelig rigtig meget for os, sagde Per Nielsen.

Søndag skal hans tropper igen i kamp i Gjensidige Kvindeliga, og Per Nielsen mener, at der er mange positive ting at tage med fra onsdagens pokalsejr.

– Vi var dygtige med bolden, bedre end vi har været længe. Det er sådan, vi vil spille. Vi havde måske ikke bolden så meget, som vi normalt har, og stod måske også i perioder lidt længere tilbage på banen. Det vigtigste var dog, at vi lignede et fodboldhold. Det skal vi tage med i ligaen også, forklarede Per Nielsen.

Brøndby har fået en broget start på Gjensidige Kvindeliga, hvor de blå-gule lige nu indtager en noget uvant fjerdeplads. En del af forklaringen skal ifølge Per Nielsen findes i den store udskiftning, der har været i spillertruppen henover sommeren.

– Det ser svært ud i ligaen, fordi vi har smidt en del point, men vi prøver også at bygge et nyt hold op. Derfor glæder det mig også ekstra meget, at pigerne får en succesoplevelse som den her. Det er vigtigt, lød det fra Brøndby-træneren.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top