fbpx
10 nye lokaler på Skovvangskolen
DSC09548.jpg

Der skal bygges ti nye lokaler ved Skovvangskolen. Foto: Jesper Ernst Henriksen

Der skal bygges ti nye lokaler ved Skovvangskolen. Foto: Jesper Ernst Henriksen
Glostrup. Der er behov for flere klasselokaler på både Nordvangskolen, der får to nye læringsrum i de gamle gymnastiksale, og Skovvangskolen, som får 10 nye klasselokaler i 2024. Dermed er pladsudfordringerne løst frem til 2027

Der er pladsudfordringer på Glostrup Skole. De er skabt af tre årsager. Dels bliver der født flere børn i Glostrup, dels har politikerne en ambition om, at der højst skal være 22 elever i nye 0. klasser, dels er de ledige lokaler på skolen placeret på Vestervangsskolen, men i det område er børnetallet faldende.

Derfor er der i budgettet afsat i alt 40 millioner kroner til at bygge 10 nye klasselokaler i 2023 og 2024.

– Igennem mange år har man udbygget Hvissinge med boliger, men ikke udbygget Skovvangskolen. Vi har kunnet se, der har været en stor søgning til Skovvangskolen, siger Kasper Damsgaard (S).
Stod det til Venstre, ville det have været bedre at bygge de 10 lokaler på Nordvangskolen.

– De prognoser, administrationen har lagt frem, viser, at vi om syv til otte år alligevel kommer til at bygge ved Skovvang. Så rækkefølgen er lidt hip som hap. Der er et kæmpe tryk på hele området omkring de to skoler, og det er rart, at Socialdemokratiet endeligt har indset problematikken, de ellers benægtede i 2019. Stod det til Venstre selv, så startede vi med Nordvang, men det vigtigste er, at der bliver bygget 10 nye lokaler, så kapaciteten hænger sammen Øst for Ringvejen, og så kommer vi til om syv til otte år at skulle gøre det igen det andet sted, og netop derfor er det dumt at ofre 5 mio. på de nedslidte idrætssale på Nordvang, siger Piet Papageorge (V).

Allerede næste år bliver der brugt næsten fem millioner kroner på at ombygge de gamle gymnastiksale på Nordvang til såkaldte læringsrum.

– På Vestervangskolen har man et multirum i kælderen, som nærmest er skolens mest populære rum. Der har de aktiv læring, men man vil også kunne have reel undervisning der. Om eftermiddagen vil SFO’en kunne gå over og bruge det, siger Kasper Damsgaard.

Ifølge Marlene Frandsen (LA) er det for mange penge at bruge på de to rum.

– Det er mange penge at bruge på en gammel bygning, siger hun.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top