fbpx
Undskyld vi har for travlt
Debat_web.png
DEBAT.  

Kære borger i Vallensbæk

Vi vil gerne give dig en undskyldning for de sidste par måneder, hvis vi har været forbi dit hjem.

Hvis vi ikke har fået grinet med dig, som vi plejer under din daglige morgenpleje, eller vi ikke har haft den daglige snak med dig ved vores frokostbesøg.

Hvis vi ikke har formået at få din syge ægtefælle til at falde til ro under vores besøg, eller vi ikke har fået talt med dig om dine bekymringer som pårørende.

Hvis rengøringen er gået endnu hurtigere, end den plejer, og der stadig ligger krummer under spisebordet.

Vi er kede af det. Kede af at gå ud ad din dør med dårlig samvittighed.

Kede af at vi ikke kan give dig den nærhed, som du fortjener.

Kede af at vi har skullet klare samme pleje hurtigere, da der er taget tid fra dit besøg.

Kede af at vi de sidste måneder har været stærkt underbemandede og derfor har skullet løbe endnu hurtigere, end vi plejer.

Vores største ønske er, at vi får mulighed for at kunne være der for dig fuldt ud.

Vi gør opmærksom på, at vi skriver på egne vegne – ikke på vegne af kommunen.

Venlig hilsen nogle af os der arbejder i hjemmeplejen.

Underskrevet af Tine, Esme, Habibe, Hatice, Kresten, Nozha, Cristiana, Karina, Maribel, Rukiye.

Svar 1: Det har været svært at få dækket vagter

Af Susanne Ormstrup, Ældrechef i Vallensbæk Kommune

Kære medarbejder i hjemmeplejen i Vallensbæk

Først og fremmest vil jeg gerne sige jer mange tak for en helt særlig indsats i hjemmeplejen denne sommer. Som det har været beskrevet i medierne,
har det generelt i kommunerne i hovedstadsområdet været en stor udfordring at få dækket vagterne i ældreplejen.

Det er vanlig praksis, at der under sommerferien anvendes afløsere fra vikarbureauer – så alle fastansatte medarbejdere kan få en velfortjent sommerferie.

Desværre har den manglende vikardækning fra vikarbureauerne medført, at vi også i Vallensbæk hen over sommeren har været udfordret i forhold til at kunne besøge borgerne på samme måde, som vi plejer.

I har hjertet med i det, I gør – og situationen har krævet, at I skulle gå på kompromis – idet en anden prioritering af opgaverne i hjemmeplejen pludselig blev nødvendig.

For at kunne give borgerne den bedst mulige pleje og omsorg i denne situation har I løbet ekstra stærkt, lagt flere timer end normalt og taget ekstra vagter. Mange tak for det!

Ledelsen er lige nu er i gang med en evaluering af udfordringerne denne sommer. Dialog er en af værdierne i Vallensbæk, og jeg vil komme rundt i de forskellige enheder, så vi ansigt til ansigt kan få en snak om situationen, og I kan komme med jeres input til den fremtidige planlægning.

Svar 2: Sådan skal det ikke være

Af Søren Wiborg (S), Spidskandidat for Socialdemokratiet til Vallensbæk kommunalbestyrelse

Kære Medarbejdere i hjemmeplejen i Vallensbæk

På vegne af Socialdemokratiet beklager jeg, jeres oplevelse af urimelige arbejdsforhold. Sådan skal det ikke opleves, at være ansat i Vallensbæk kommune og slet ikke, når man som jer arbejder med sårbare og plejekrævende borgere.

Jeg har sendt jeres henvendelse videre til mine socialdemokratiske kolleger Berit Bredelund Nielsen og Anette Sandgreen i Social- og Sundhedsudvalget. De vil bede om at få en forklaring på jeres helt igennem urimelige arbejdsforhold. Formålet er selvfølgelig at få rettet op på tingene, så I kan få den nødvendige tid i jeres kontakt med borgerne.

Derudover arbejder Socialdemokratiet på, at nedbringe byrden af dokumentationskrav. For os er det mere vigtigt, at I bruge tiden i pleje af vores borgere, og mindre tid på at opdatere rigide dokumentationskrav bag en PC-skærm.

I skal have tak for jeres opråb. Det viser, at I er dedikerede medarbejdere med hjertet på rette sted. Håber jeres opråb har den rette effekt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top