fbpx
Tog alle tre point i overtiden
Ejby-IF-1.jpg
Ejby IF 1968 fik en sejr i sæsonpremieren. Arkivfoto: Jesper Ernst Henriksen
SPORT. Ejby IF 1968 fik en sejr i sæsonens første kamp i Serie 3, da BSF kom på besøg

I foråret vandt det bedste fodboldhold fra Ejby IF 1968 ikke ret mange kampe, og derfor måtte holdet en tur ned i Serie 3.

Lørdag indledte de rødblusede en nye sæson mod lokalrivalerne fra BSF, der også havde taget turen ned i Serie 3. Her kom Ejby bedst fra start, og allerede efter seks minutters spil blev debutanten Rasmus Fangel spillet helt fri foran målet, men gæsternes målmand halvklarede, og bolden røg ud til Martin Kristoffersen, der plantede bolden i nettet til 1-0.

Gæsterne fra BSF fik dog udlignet 18 minutter senere efter et uheldigt udspark fra Andreas Rasmussen i Ejby-kassen. Fem minutter før pausen blev Andreas Rasmussen endnu engang passeret, og selvom Ejby-spillerne pressede på for en udligning, måtte de gå til pause nede med 1-2.

I anden halvleg lagde hjemmeholdet atter et højt pres, og det blev belønnet allerede efter fem minutter. Her blev Tresor Alembene nedlagt i gæsternes straffesparksfelt. Dommeren var ikke i tvivl og pegede på pletten, og Martin Kristoffersen sendte på det efterfølgende straffespark bolden i nettet til 2-2.

Martin Kristoffersen var dog ikke færdig med at score mål. Efter 78 minutter bankede han til bolden, der strøg ind i det lange hjørne – uden chance for gæsternes målmand.

Føringen på 3-2 holdt dog ikke længe. Endnu engang var der huller i Ejby-defensiven, og da det ikke lykkedes at få clearet bolden, endte den i stedet inde bag Andreas Rasmussen.

Ejby-spillerne gav imidlertid ikke op, og dybt inde i dommerens tillægstid dukkede Mike ’Chilo’ Carlsen op og sikrede hjemmeholdet tre vigtige point.
– Jeg mener at vi var klart det bedste hold set over hele kampen, men vi må bare ikke lave så store fejl som vi gør, siger Nicolaj Florin, der er cheftræner for Ejby IF 1968.

Han er især imponeret over spillernes kampgejst.

– Vi slår ikke op i banen, men bliver bare ved med at spille og tror på egne evner. Det gør at vi får alle tre point, siger træneren.

Ejby spiller allerede tirsdag aften hjemme mod Farum Boldklub i seriepokalen. Den kamp begynder klokken 18.45.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top