fbpx
Strandens spejdere gennem 75 år
P1010183.jpg

Til jubilæet er det muligt at prøve spejderaktiviteter som kanosejlads.

Til jubilæet er det muligt at prøve spejderaktiviteter som kanosejlads.
Vallensbæk. Sidste år var det 75 år siden, at KFUM spejderne i Strandboernes Gruppe blev oprettet- den gang som KFUM Brøndby Gruppe. Siden har gruppen levet en omskiftelig tilværelse, men er nu fast forankret i Vallensbæk Strand. I slutningen af august er det endelig tid til at fejre det flotte jubilæum

7. maj 1945 var Danmark stadig i en lykkerus ovenpå befrielsen. Her blev KFUM Brøndby Gruppe oprettet officielt. Arbejdet var egentlig startet allerede i september 1944 med en enkelt patrulje på syv drenge, en tropsfører og en assistent. Arbejdet udsprang af et fælles ønske hos den lokale præst i Brøndbyvester, Pastor Rosenmand, og bademester Hans Hansen fra Brøndby Strand, som begge var blevet draget af spejdernes hjælpearbejde under krigen og mente, at Brøndbyvester også skulle have en spejdertrop.

I de første år efter krigen havde spejderbevægelsen i Danmark gode vilkår og spejdertroppen i Brøndbyvester voksede og flyttede flere gange. Først flyttede de til Brøndby Strand, og da Vallensbæk ikke havde nogen spejdere, blev der optaget børn derfra. Fra Vallensbæk blev der i 1956 givet støtte til at købe en grund ved Store Vejleå.

På grunden opførte spejderne i 1957 selv en gammel barak, som de hentede bræt for bræt i Hareskov. Den blev døbt Spejderbo.

Med den nye barak fik spejderne et fast tilhørsforhold til stranden og skiftede derfor navn til KFUM-Spejderne Strandboerne, Brøndby-Vallensbæk Gruppe.

På grunden blev der med årene bygget bålplads, rådsklippe, klatrevæg, raftegård, materialeskur og meget mere. Hytten har været brugt flittigt og har derfor igennem årene også måttet gennemgå omfattende renoveringer og udbygninger af flere omgange.

I 2006 blev Litex-grunden solgt til boligbyggeriet Strandhaven, og spejderne måtte afstå en del af deres grund. Spejderbo fik dog lov at bestå, selvom grunden blev cirka halveret. I 2018 blev den nye letbane imellem Lyngby og Ishøj vedtaget og i forbindelse med anlægsarbejdet af denne er grunden yderligere reduceret. Spejderarbejdet består dog stadig på grunden, her 65 år efter opførelsen af Spejderbo.

Flere steder

Op gennem 60’erne og 70’erne, hvor gruppen også begyndte at optage piger, blev gruppen større. I nogle år i midten af 80’erne var der over 200 medlemmer, hvilket gjorde gruppen til Danmarks største.

De mange spejdere gjorde dog, at Spejderbo blev for lille. Da der i årenes løb også var kommet flere spejdergrupper til Vallensbæk og alle manglede et sted at være, valgte man fra kommunens side, at bygge tre helt nye spejderhytter på grunden ”Krageøen” ved krydset Søndre Ringvej/Vallensbæk Torvevej.

I 2006 måtte dog også disse hytter vige for udviklingen i kommunen da det nye erhvervsområde Delta Park skulle bygges. I 2007 blev spejdernes hytte dog erstattet af Mosebo på Randsagervej. Det er netop her, at spejderne lørdag den 28. august fejrer deres 75-års jubilæum – med lidt over et års forsinkelse på grund af corona-sitautionen.

I 2018 var medlemstallet i Brøndby Strand faldende – det samme var interessen fra Brøndby Kommune. Så her valgte gruppen at droppe aktiviteter i Brøndby, og så gruppen i dag kun holder til i Vallensbæk og hedder KFUM-Spejderne Strandboerne – Vallensbæk Gruppe.

Altid spejder

I alle årene siden oprettelsen i 1945, har strandboerne været et særdeles kendt navn i korpset. Gruppen har altid været aktive, også uden for gruppens eget virke.

– Vi har været på toppen af bjerge og i bunden af dale og givet tusindvis af spejdere igennem tiden, oplevelser for livet. ”Én gang spejder – altid spejder” siger man, og når man snakker med gamle medlemmer er der ingen tvivl om, at deres tid som Strandboere har været med til, at forme deres grundlæggende værdier som mennesker. Det er vi stolte af, siger Kenneth Hoffmann, bestyrelsesmedlem i Strandboerne.

Jubilæumsfest

Spejdernes jubilæum bliver fejret lørdag den 28. august i spejderhytten Mosebo, Rendsagervej 3, 2625 Vallensbæk.

Dagen starter med flaghejsning klokken 8. Fra klokken 9 til 13 er der aktiviteter som hoppeborg og kanosejlands på søen. Klokken 13 er der reception med festtaler. Klokken 14 er der fanemarch til Vallensbæk Kirke og festgudstjeneste.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top