fbpx
Sportssommer på biblioteket: Litteratur og sport kan godt gå hånd i hånd
DSCF5958gbib.jpg

Kamilla Ane Petersen og Nana Thejll Jakobsen arbejder som litteraturformidlere på Glostrup Bibliotek, hvor de i den seneste uge har haft fokus på atletik i anledning af de olympiske lege i Japan. Foto: Robert Hendel

Kamilla Ane Petersen og Nana Thejll Jakobsen arbejder som litteraturformidlere på Glostrup Bibliotek, hvor de i den seneste uge har haft fokus på atletik i anledning af de olympiske lege i Japan. Foto: Robert Hendel
GLOSTRUP. I forbindelse med OL i Japan har Glostrup Bibliotek indgået et samarbejde med den lokale atletikklub. Sport og litteratur behøver nemlig ikke nødvendigvis at være hinandens modsætninger, lyder det

Biblioteket i Glostrup har i de seneste uger været pyntet op til de olympiske lege. I den anledning er digteren Caspar Eric blevet bedt om at levere et digt om sit forhold til atletik, atleter og deres gudestatus i forbindelse med ’Den litterære sportssommer’, som er et samarbejde mellem biblioteker fra seks forskellige kommuner, som hver især fokuserer på en sportsgren fra legene.

– OL er en måde at skabe opmærksomhed på nogle sportsgrene, som man normalt ikke ser i fjernsynet. De fleste ser fodbold, og måske også Tour de France og håndbold. Atletik stifter man bekendtskab med under OL, fordi det bliver transmitteret så bredt, forklarer Nana Thejll Jakobsen, som er litteraturformidler på Glostrup Bibliotek.

At valget faldt på atletik skyldes også, at den lokale atletikklub i kommunen fylder 100 år i 2022, og det var med til at give projektet en lokal vinkel.

– Atletikklubben i Glostrup ville heldigvis gerne være med, så de har lånt os en masse rekvisitter, som vi har udstillet ved siden af bøgerne. Og så har vi sat verdensrekorderne op ved siden af dem, så man kan fornemme, hvor langt man for eksempel kaster i kuglestød, fortæller Nana Thejll Jakobsen

Som en del af samarbejdet med atletikklubben rykkede hun og kollegaerne ud i Rådhusparken i weekenden. Her kunne interesserede prøve kræfter med kuglestød og 100-meterløb, og det var ifølge Nana Thejll Jakobsen populært blandt de besøgende.

Ideen til den litterære sportssommer udspringer af de mange store sportsbegivenheder, som blev aflyst sidste år.

– Den her ‘litterære sportssommer’ var en måde, hvor vi på biblioteket kan få det, der er aktuelt, til at blive relevant i vores kontekst. Det viser samtidig, at sport og litteratur ikke nødvendigvis er hinandens modsætninger, siger Nana Thejll Jakobsen.

Udstillingen på biblioteket kan opleves, indtil OL slutter den 8. august. Her vil du kunne høre og læse digtet fra Caspar Eric, som selv er meget interesseret i sport.

– Han er en interessant forfatter, fordi han fortæller, at han har et fysisk handicap, som han også inddrager i sine digte. På den måde er der både en distance og en længsel efter sport, som litterært set er ret interessant, siger Nana Thejll Jakobsen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top