fbpx
Skole er nødt til at droppe cafédrift
DSC6806x.jpg

Foto: Robert Hendel

FGU Vestegnen har opsagt aftalen fra 2017 om at drive caféen i Kulturhuset Kilden. Arkivfoto: Robert Hendel
Brøndby. Caféen i Kulturhuset Kilden var indtil årsskiftet drevet af elever fra produktionsskolen i Brøndby. Det er den ikke længere, for skolen har været nødt til at opsige aftalen, og det er der en logisk forklaring på, lyder det fra direktøren

Siden nytår har der ikke været meget liv i caféen i Kulturhuset Kilden.

Den har fra 1. januar 2017 og frem til 31. december 2020 været drevet af den tidligere produktionshøjskole i Brøndby. I 2019 overgik produktionshøjskolen imidlertid til et nyt uddannelsestilbud, FGU Vestegnen, og i den forbindelse er aftalen om drift af caféen blevet opsagt. Samarbejdet med Kulturhuset Kildens Café er ikke længere forenelig med formålet og kravene i den nye institution.

– Der var en formel aftale om, at vi skulle drive caféen i Kulturhuset Kilden og Middelalderlandsbyen alle ugens dage, og det har vi ikke mulighed for længere, fordi FGU er skruet anderledes sammen, forklarer Hanne Fischer, der er direktør for FGU Vestegnen.

Blandt andet skal eleverne undervises i både teori og praksis, og det indebærer obligatorisk undervisning i matematik og dansk.

– Det betyder, at man ikke også kan stå i en café, som man kunne før. Så vi er nødt til at opsige aftalen, siger Hanne Fischer.

Det ophørte samarbejde vil få konsekvenser for aktiviteten i huset, idet forplejningen til eksempelvis foreningslivet ikke vil kunne lade sig gøre i samme omfang som før årsskiftet.

Ifølge Hanne Fischer er FGU Vestegnen og Brøndby Kommune dog i dialog om en alternativ løsning på udfordringen med at drive caféen med de nuværende krav til uddannelsesinstitutionen.

– Vi er i fuld gang med at finde ud af, hvordan vi kan etablere et samarbejde igen. For der er stadigvæk rigtig gode muligheder for, at vores unge kan komme ud og bidrage til cafédriften i Kulturhuset Kilden, siger Hanne Fischer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top