fbpx
Nye kandidater indgår valgforbund
DSC05008.jpg

Peder Kähler (DF), Marlene Frandsen (LA) og Lars Thomsen (Bylisten) har aftalt at indgå i et teknisk valgforbund. Foto: Jesper Ernst Henriksen

Peder Kähler (DF), Marlene Frandsen (LA) og Lars Thomsen (Bylisten) har aftalt at indgå i et teknisk valgforbund. Foto: Jesper Ernst Henriksen
GLOSTRUP. Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Bylisten har indgået et teknisk valgforbund, der giver partierne mulighed for at samarbejde, hvor de er enige og være modstandere, hvor de er uenige

I sidste uge indgik Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Bylisten en aftale om et såkaldt teknisk valgforbund. Formålet med et valgforbund er at undgå stemmespild. Hvis for eksempel et af de tre partier får stemmer til mere end et mandat, går de overskydende stemmer til et andet parti, der måske mangler stemmerne.

På grund af de komplicerede matematiske formler, som stemmerne bliver fordelt efter, er valgforbund normalt en fordel for det største parti i forbundet. De tre forventer dog, at de bliver nogenlunde lige store.

– Vi er rimeligt jævnbyrdige. Der er ikke et parti, der stikker af, som man tidligere har set i tekniske valgforbund, siger Peder Kähler (DF).

Ved det seneste valg var Dansk Folkeparti og Liberal Alliance i valgforbund med Venstre, hvilket gav Venstre et ekstra mandat. Det vil især Bylisten gerne undgå denne gang.

-Vi indgår valgforbund for at undgå stemmespild. Hvis vi på nogen måde skal være et alternativ til S-V samarbejdet, så har vi ikke råd til også at smide stemmer på gaden, siger Lars Thomsen (Bylisten), der ved seneste valg stillede op for Venstre.

Han uddyber:

– For os er det et spørgsmål om at eksistere eller blive nedlagt. Hvis vi ikke kommer ind og kan gøre en forskel, så har vi misset det hele. Vi ser to meget unge borgmesterkandidater, som jeg personligt har svært ved at se styre den her by, siger han.

Genkendelig politik

Med et teknisk valgforbund har de tre parter ikke forpligtet hinanden til et samarbejde efterfølgende.

– Generelt respekterer vi hinanden, og vi kan se os selv i nogle dele af de andres politik. Bylisten kan godt se os selv i skolepolitikken ved Liberal Alliance og i ældrepolitikken ved Dansk Folkeparti. Vi er ikke langt fra hinanden, siger Lars Thomsen.

Men det er også vigtigt at have frihed, mener Marlene Frandsen (LA)

– Vi er to forskellige partier og en liste, og selvom der er punkter, hvor vi er enige, er der også områder, hvor vi godt kan være uenige. På den måde er det en fordel med et teknisk valgforbund. Jeg vil have min frihed til at have den politik, jeg har. Det giver vælgerne den klareste opfattelse af, hvad Liberal Alliance står for. På den måde er det godt ikke at have et mere forpligtende samarbejde, siger hun.

De tre parter har ikke indleveret valgforbundet endnu og åbner muligheden for at invitere andre med i valgforbundet frem mod deadline i slutningen af september.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top