fbpx
Michael Falch besøgte barndommens gade
DSC05233.jpg

Michael Falch spillede søndag for første gang i Glostrup. Foto: Jesper Ernst Henriksen

Michael Falch spillede søndag for første gang i Glostrup. Foto: Jesper Ernst Henriksen
GLOSTRUP. For første gang i sin 41 år lange karriere optrådte Michael Falch søndag i Glostrup, hvor han faktisk boede et par år som barn. På scenen drømte han sig tilbage til barndommens gade på Hegnet 9

Søndag stod den på anden etape af de tre Glostrup Parkkoncerter. Denne gang var det Egeparken, der fik besøg.

Første mand på scenen var den unge, fremadstormende Andreas Odbjerg, der med både sine store hits og en masse hyggelige ankedoter fik underholdt publikum.
Anden kunsterne på scenen i Egeparken var Michael Falch.

Han fortalte, at han har spillet i Viften i Rødovre og Portalen i Greve og masser af andre steder på Vestegnen. Men i sin 41 år lange karriere, har han aldrig før spillet i Glostrup. Hvilket han egentlig var lidt ked af, for han boede faktisk i Glostrup i et par år som barn.

Søndag eftermiddag var han derfor på en lille tur forbi den gamle opgang på Hegnet 9.

På scenen drømte han sig tilbage til barndommens gade, hvor han faldt ned fra et nærliggende træ og slog sit knæ, og han i vaskekælderen slog sit hjerte efter det første kys med Pernille.

Michael Falch havde blandt andet Signe Svendsen med på scenen. Foto: Jesper Ernst Henriksen

Et meget lille hegn

På grund af corona-restriktionerne har Glostrup Kommune valgt kun at sælge 500 billetter til hver af de i alt seks Parkkoncerter. Så er det nemlig ikke nødvendigt at tjekke coronapas eller registrere kontaktoplysninger til smitteopsporing. I egeparken fandt en del lokale dog ret hurtigt ud af, at man sagtens kunne nyde koncerten på den anden side af hegnet, der bestod af en rød-hvid minestrimmel. Det bemærkede Michael Falch også fra scenen.

– Hvis jeg var jer, så havde jeg tænkt, at der der hegn kan jeg godt forcere. Der er flere pladser herinde foran. Det bliver ligesom Woodstock, hvor folk forcerede hegnet, sagde han til stor morskab for de fremmødte.

Kun en enkelt tog dog opfordringen til sig.

Tilskuere på begge sider af hegnet kunne opleve en koncert, hvor Michael Falch kom omkring både nye numre men også masser af gamle hits fra Malurt-dagene som Mød mig i mørket og Superlove. Corona-restriktionerne siger også, at tilskuerne primært skulle sidde ned, men på opfordring fra Michael Falch kom de fleste op at stå under de store hits til sidst.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top